Det store spring fremad

Det store spring fremad

Kan en markedsdrevet, åndløs liberalisme og nationalchauvinisme skabe den fremtid, vi har brug for? Svaret må være nej

Af Bo Heimann, forfatter

Når man står foran et stort spring fremad, så er det naturligt at tage et lille skridt tilbage, for at få bedre tilløb.

Det er i det lys, at Anders Fogh Rasmussens regeringer siden 2001 skal ses. Der har været tale om et skridt tilbage, der på mange måder har været næsten nødvendigt. Men den nødvendighed er nu hastigt ved at udløbe, ligesom Fogh Rasmussens afløsers dage ved magten er det, for en markedsdrevet, åndløs liberalisme og nationalchauvinisme kan ikke skabe den fremtid, vi har brug for.

Inden vi skuer fremad, må vi dog konstatere, selvom det slet ikke er rart at indrømme det, at vi selv bedte om Foghs og støttepartis succes – os kulturrelativistiske, humanistiske internationalister. Vi har selv bedt om det, fordi vi negligerede noget meget fundamentalt: Vi negligerede, at størstedelen af vores omgivelser, det gælder både nationalt og internationalt, hverken er kulturrelativister, humanister eller internationalister.

Arrogant negligering

Vi har levet og tænkt for ensidigt ud fra vores eget verdensbillede, selvom der i blandt os, igen både nationalt og internationalt, er millioner af mennesker, der lever ud fra verdensbilleder, der er båret af meget anderledes værdier.

Dette er post-modernismens grundlæggende fejltagelse: At tro, at resten af verden er som os selv. At tro, at vi kan tale til og behandle resten af verden, som vi selv vil tales til og behandles. At tro, at alle er indstillet på at arbejde for en verden, hvor omsorg og følsomhed vægtes højere end kyniske rationaler, hvor Jordens ressourcer og muligheder bliver ligeligt fordelt, og hvor beslutninger nås via konsensus og forsoning.

Og det er en meget større fejl, end det umiddelbart lyder som om. For det første fordi, vi ikke har respekteret behovet for definerede ståsteder, autoriteter, nationalfølelser og konsekvens. For det andet, fordi vi ikke tidligt nok erkendte, at nogle mennesker er parate til at udnytte vores dialogbaserede og forstående verdensbillede.

Vi har manglet fasthed, evnen til at sige fra og disciplin. Vi har også haft det med at se ned på andre værdisystemer med den dobbelte konsekvens, at vi hverken har taget andre værdisystmers styrker til os eller konfronteret deres svagheder.

En nødvendig streg i sandet, men…

Vi har mestendels holdt os for gode til at få fingrene beskidte. Holdt os for gode til at tage den profitorienteret markedsplads´ styrker til os (det har nærmest været et tabu, men der skal altså tjenes penge), og for gode til at stå ved vores egne behov for autoriteter, traditioner og systemer (og dermed frakendt alle andre behovende). Og vi har holdt os for gode til at konfrontere undertrykkende ideologier og slendrian i den offentlige forvaltning. Regeringerne Anders Fogh Rasmussen har gjort op med mange af disse svagheder – desværre med så grov ideologisk hånd, at bivirkningerne er meget alvorlige:

Udhuling af det offentlige sygehusvæsen (der er ikke længere lige adgang for alle danskere, og sygehusvæsenet er på vej på private hænder); test-og-kontrol-mani i hele den offentlig sektor (nedværdigende og demotiverende for alle implicerede); en miljøskadelig miljøpolitik (der både har medført, at miljøet ikke får det bedre, og at vi ikke længere er førende indenfor alternativ energi), en retspolitik hvor ´hårdere straffe´ er gjort til løsning på alt (stik imod al dokumenteret viden); en uddannelsespolitik med fokus på test og udenadslære (selvom vi skal leve af kreativitet og opfindsomhed); en stigmatisering af danskere med udenlandsk baggrund; og senest afvisningerne af både Ombudsmand og Rigsrevision (direkte skadeligt for demokratiet).

Værdigheden mangler

Karl Marx forudsagde problemerne med liberalismen. Han tog fejl i meget, men havde ret, da han konstaterede, at menneskelige relationer i en liberalistisk verden ville blive druknet i ´den egoistiske beregnings kolde vand´. Han forudsagde, at pengene ville blive vigtigere end værdighed og professionel prestige, hvorfor arbejdskraften, der engang var menneskets adelsmærke, og med til at definere os moralsk, kreativt og selvstændigt, ville blive en vare på linie med enhver anden vare – og derfor miste sin mening.

Aspirationerne for menneskelivet hos regeringspartierne rækker tilsyneladende blot til, at vi skal forstå os selv som arbejdere og forbrugere på markedet. Med sociologens Zygmunt Baumans ord, så handler det om at stræbe efter ´frihed til at være sig selv nok´ og efter ´retten til at forbruge og leve som forbrugere i alle forhold´, hvilket ikke kun forringer vores egen men også andres frihed, fordi det fælles bedste dermed er suspenderet.

En anden filosof, Peter Sloterdijk, har samstemmende sagt, at kapitalismen hviler på idéen om, at ´fred på jord opstår, når alle mennesker er forvandlet til forbrugere´, og kommenterer så, at ´man kan ikke se mennesker som heste, der skal slæbes til truget, men som væsener, der kræver værdighed´.

Den anden hovedstrømning, båret frem af støttepartiet, er en national-chauvinistisk, sekterisk udlægning af kristendommen, der prædiker, at vi ikke skal gøre os forhåbninger om at redde verden. Det er nemlig kun Guds opgave, for kun Gud er skaber. Vi syndige mennesker er de skabte, og vi har ingen anden opgave end at stå ved det uden at bilde os ind, at vi skulle kunne (gen)skabe Paradis. Vi arme syndere kan ikke engang frelse os selv, så hvorfor dog himle op om ´gode gerninger´, ´humanisme´ og ´menneskerettigheder´ (der i parentes bemærket, ifølge præsterne i DF, blot er en totalitær ideologi på linie med kommunismen og nazismen)? Næ, tilbage for os er blot at leve derfra, hvor vi er blevet sat, ud fra blodet i vores årer, ud fra den fædrene jord, ud fra tiden og kulturen, vi lever i.

Liberalismen giver os altså ret til at være os selv og vores enorme forbrug nok, uanset vi krænker fællesskabet, miljø og dyr og den tredje verden. Den skammelige udlægning af kristendommen giver os ret til at være national-chauvinistiske og selvtilstrækkelige.

Det store spring fremad

Om end oppositionen afgjort har en anden politik på afgørende punkter, har den heller ikke gjort sig klart, at en bedre fremtid kræver en grundlæggende anderledes tænkning.

Det er tydeligt, at den økonomiske- og politiske magtstruktur har et efterslæb i forhold til den stærkt voksende vælgerskare, der endnu ganske uorganiseret vender sig imod markedskræfternes åndløshed og skabelse af ulighed, og dens tænknings manglende respekt overfor medmennesker, dyr og miljø.

Der er i dag en endnu organiseret opposition, der hverken kan kaldes traditionel socialistisk eller verdslig, men som bedst kan betegnes som religiøs-humanistisk med en grundlæggende respekt for Livet og alt levende, og med fokus på det bevidste og værdige menneske som verdensborger (religiøs her forstået som aldeles udogmatisk modsat alle kendte religioner).

Det er en opposition, der kræver værdigheden tilbage i både hverdagen og i det politiske liv. Den tror på menneskets potentiale til at række ud over sig selv og egne interesser; den omfavner den respekt og ærbødighed, der bør stå om alt liv og alle individer; den pointerer vigtigheden af, at vi stræber efter at bliver klogere på os selv og hinanden; og vigtigheden af at indlemme visdom, ydmyghed og åndelighed i vores hverdag, og at et fællesskab inden for en lukket kultur eller nation ikke er til gavn for menneskehedens store hele.

* Denne opposition vil derfor først og fremmest sætte fokus på bevidsthedsudvikling – fx i form af obligatorisk undervisning i psykologi, filosofi, meditation, samarbejdsformer, konfliktløsning og kommunikationsfærdigheder på alle niveauer fra børnehave til universitet.

Større bevidsthed, tak!

Det er tid til, at vi erkender, at den eneste sande og varige forandring er den, der kommer indefra. Idag er ingen ledende personligheder i vores økonomiske- og politiske system, der insisterende peger på, at vores samfund er et direkte udtryk for vores indre tilstand; og at vi derfor først må kigge indad, hvis vil vi forandre samfundet med varende virkning.

Den slags er nærmest en provokation for den måde, de fleste af os tænker livet til daglig. Ironien ligger lige for – kom ikke her med den slags navlepilleri! Det vil heldigvis snart ændre sig, men der må ikke gå for lang tid. Derudover, og som en naturlig konsekvens, vil den ny opposition fokusere på:

* Børns trivsel – fx i form af udvidede barselsordninger, så vores børn i højere grad oplever sig set, holdt og elsket af deres forældre (frem for at blive kastet frem og tilbage mellem stressede forældre og besparelsesramte pædagoger).

* Sundhed – fx i form fjernelse af moms på grøntsager og økologiske madvarer, højere moms på slik og alkohol, en times obligatorisk fysisk aktivitet i folkeskolen hver dag, og langt større vægt på alternative metoder og forebyggelse i sundhedssystemet (frem for den symptombehandling, der foregår i dag).

* Miljø – fx i form af bilfri byer og udvidet støtte til økologiske landbrug og initiativer indenfor vedvarende energi.

* Værdighed for alt levende – fx i form af større krav til dyrevelfærd, kønnenes ligestilling, asylansøgeres forhold og kritisk stillingtagen ift. prostitution og pornografi i det offentlige rum.

* Kreativitet og kritisk sans – fx i form af et uddannelsessystem med fokus på tillid og ansvar (frem for test og kontrol), på tværfaglighed og selvstændighed og på mulighedsorienteret, kreativ idéudvikling.

* Mangfoldighed – fx i form af, at integrationen af etniske minoriteter på arbejdsmarkedet bliver.

* Det åbne samfund – fx i form af stor agtpågivenhed mht. retspolitik, der vil indskrænke individets rettigheder og en general åbenhed overfor verden (grundlagt på en forståelse af, at det gode liv kun kan skabes og opretholdes ved ´en solidarisk og fælles indsats…der ikke begrænses af folket, nationen, religionen eller kulturen´ – jvf. Zygmunt Bauman igen).

Økonomisk sundt

Et nærmere studier af ovenstående vil afsløre, at denne dagsorden ikke kun hædrer menneskets værdighed og potentiale for det gode, men også ruster os til internationaliseringen på markedet. Det er med andre ord ikke kun sund åndelig føde, men også økonomisk sundt.

Vi kan ikke konkurrere på ihærdighed og lange arbejdsdage med kineserne, på udenadslære og perfektionisme med inderne eller på stringente metoder og automatisme med japanerne. For slet ikke at glemme, hvad fx vietnamesere, koreanere og mange andre asiater præsterer. Østen er som bekendt foran os på de områder.

Visdommen er, at vi slet ikke forsøge at konkurrere på disse områder – for ihærdighed, udenadslære, perfektionisme og automatisme hører primær industrisamfundet til. De fænomener hverken hører til i vor fremtid eller styrker ikke vores ånd. Det er derfor ikke kun åndeligt bagstræberisk, men også ulogisk i en økonomisk forståelse, at satse på de ting.

Vi skal derimod, som beskrevet ovenfor, træde skridtet videre. Eller rettere taget det store spring til det levende, tænkende, kreative og følende hele menneske, der som verdensborger tager vare på dyr og miljø, er viis på sig selv og sit indre liv, og som forstår sig på forskelligheder, relationer og samarbejdsformer.

Det vil ikke kun være det naturlige næste skridt i vores psykologisk-åndelige udvikling, men også være præcis det, vi vil kunne eksportere med økonomisk fortjeneste for øje.

Kun med udgangspunkt i en respektfuld og ikke-dogmatisk tilbagevenden til opmærksomhed på det indre liv, vil vi kunne etablere de rette forhold til andre mennesker og vores omverden. Det er dette ideal som hverken den materialistiske liberalisme eller den forvrængede nationalistiske version af kristendommen evner at erkende. Og det er dybest set derfor, at selvom regeringen og støtteparti har været et næsten nødvendigt tilbageskridt, ikke kan skabe springet fremad. Tilbage står dog stadig, at oppositionen viser, at den kan.

 

Vipassana/Mindfulness Retreat

10 dage i stilhed

Deltog hen over sommeren på et 10 dage langt Vipassana-silent retreat med ni timers daglig meditation

En givende oplevelse. Forestil dig ikke at sige et ord ti dage i træk. Forestil dig at blive vækket hver morgen klokken fire, for derefter at bruge ni timer af dagen på at sidde stille i meditation. Forestil dig kun at få to måltider om dagen, og i øvrigt hverken læse, skrive, bruge computer, se tv eller lytte til musik.
Kan du det? Og hvis du kan, tiltaler det dig så at bruge 10 dage i træk på måde? Formentlig ikke. Det tiltaler de færreste. Og det er formentlig som det skal være. Som en klog mand siger det, så er det ikke alle, der skal uddanne sig til læger, og det er ikke alle læger, der skal være speciallæger. På samme måder er det ikke alle, der intensivt skal undersøge sindets natur.
Men nogle skal. Og jeg er åbenbart en af dem. Jeg ved ikke helt hvorfor. Men det er sådan, det er. Og det er derfor, at jeg jævnligt tager på retreats, for i stilhed at meditere mange timer om dagen.
Et 10 dage langt silent retreat med ni timers daglig meditation er hård kost. Især de første dage, hvor hverken sind eller krop er specielt rolige. Faktisk går der – også selvom man har en daglig meditationspraksis hjemme i hverdagen – ofte tre dage, før sindet falder reelt til ro og kroppen ikke længere smerter over at sidde stille ni timer om dage. Og det er først derefter, at det egentlige arbejder begynder.
Arbejdet med virkelig at observere sig selv – se på sine tanker og kropsfornemmelser, se dem rejse sig, se dem opløses igen. Arbejdet med at få direkte oplevelser af, at alting er forgængeligt. Arbejdet med at være med det, der er. Arbejdet med at blive lidt med venlig, for at sige det lidt populært. Venlig over for sig selv. Venlig overfor alt andet levende.
Hvorfor? Fordi der som bekendt er en masse smerte ved ikke at være med det, der er. Måske er følgende definitionen på helvedet: at ønske sig at være en anden end den, man er; at være et andet sted, end der man er; tænkende og følende noget andet, end det man tænker og føler.
Meditation er træning i at være den, man er med de tanker, følelser og kropsfornemmelser, man har – uden at knytte sig til noget af det, uden at have modstand på noget af det. Ingen holden fast. Ingen skubben væk.
Det styrker selvsagt processen at lave det arbejde i stilhed. Det fordyber processen at bruge flere dage i træk uden samtale, læsning og skrivning. Ti dage i træk med ni daglige timers meditation er ikke for alle. Men givende for dem, det er for.

 

Jes Bertelsen

Tilbragte påsken på Vækstcenteret i Nørre Snede, hvor Jes Bertelsen talte om ´frihed´ ud fra den tibetansk-buddhistiske dzogchen-tradition med dertilhørende meditativ praksis flere timer om dagen. Opløftende. Udvidende.

 

Årets Bedste – litteratur & musik

BO HEIMANNs anbefalinger efter årets læsning og lytning – i uprioriteret rækkefølge:

MUSIK 2008

BON IVER – For Emma, forever ago
Et mesterværk fra træhytten i Wisconsins skove…akustisk, sentimental og skrøbelig. Og med en aldeles fantastisk stemme. Smukt, smukt…så rørende smukt!

IRON & WINE – The Shepherd’s Dog
Lyder som sig selv – og ikke nogen som helst andre. Helt unik, levende, mestendels akustisk folk/americana!
(udkom i oktober 2007, men hey…jeg opdagede den først i 2008).

BOB DYLAN – Tell Tale Signs Bootleg Series Vol. 8
Outtakes, alternative versioner, demoversioner og hidtil ukendte numre fra perioden Oh Mercy – Time Out of Mind…sjælerystende storslået!

CHOIR of YOUNG BELIEVERS – This is for the White of Your Eyes
Original dansk melodiøs indiefolkpop…med tilladelse til følelser og storladenhed. Fremragende.

DANIEL LANOIS – Here Is What Is
Sfærisk, følsomt, smukt…nærmest religiøst. Nemlig.

RAY LaMONTAGNE – Gossip In The Grain
Vellydende, tidsløs og vemodig folk/soul…minder om Van Morrisson sine steder (ikke ringe benchmark!).

PETER SOMMER – Til Rotterne, til Kragerne, til Hundene
Formentlig årets danske rockplade.

HENRIK HALL – Chock, Suk & Koma
80´er inspireret, vred teknorock – med skarpskårene tekster. Blændende.

MERCURY REV – Midnight Snowflake
Mere potent end de forrige mesterværker…men stadig så smukt midt i larmen.

LITTERATUR 2008

CORMAC McCARTHY – Vejen
Kuldslået og sprukken prosa om en smadret og afbrændt verden efter dommedag…fuld af støv, kulde og mørke – og af kærligheden mellem far og søn. Rystende og gribende.

LARS MOVIN – Beat
Kerouac, Ginsberg, Burroughs…et imponerende værk om BeatGenerationen, der i 40´erne og 50´erne gødede jorden for revolutionen i 60´erne…de sande revolutionære – pas på: du får lyst til at sige jobbet op og forlade trygheden!

PHILIP ROTH – Exit Genfærd
Man behøver ikke være over 70 og ramt på potensen for at have sine udfordringer med libidoen og med det moderne liv og menneskene, der lever det…

BARACK OBAMA – Mod til at Håbe
Yes, we can!

SØREN HAUGE – Levende Visdom
Imponerende indføring i teosofiens verden.

RUNE LYKKEBERG – Kampen om Sandhederne
Et imponerende bud på tidsånden og dagens politik; på baggrunden for Foghs og Dansk Folkeparti alliance; på hvorfor og hvordan Dansk Folkeparti fik den store indflydelse.

NAOMI KLEIN – The Shock Doctrine
Hvis du virkelig vil have en idé om, hvad neo-liberalisterne fra Reagan, over Thatcher til Fogh virkelig har gang i…pas på – du bliver edderspændt rasende!!

DON DELILLO – Faldende Mand
Romanen om 11. september…der stille viser, at terrorens indvirkning på det helt almindelige liv.

LEONARD COHEN – Længslens Bog
Selv uden stemme og lyd er mandens lyrik så smuk så smuk – og tankevækkende… Well – er det egentlig ikke dét, der karakteriserer en god sangskriver?

HALLGRÌMUR HELGASON – Stormland
Der er fand´me så meget at være vred over! Fuck ja! Den moderne, materialistiske, kapitalistiske, åndsløse verden er til at blive rasende over.

THOMAS BLACHMAN – Det Kolossale Menneske
Vanvittig, uberegnelig, vild, selvoptaget, påtaget…OG aldeles inspirerende. Simpelthen.

PHILIP NORMAN – John Lennon
Endnu en biografi om Beatlen… En mursten, der både leverer nye historier og info til vidende fans og saglig og afbalanceret intro til begyndere.

MARTIN KRASNIK – Min Amerikanske Drøm
Interviews med bla. Philip Roth, Christopher Hitchens, Erica Jong, Robert Kagan og Joan Didion + forfatterens egen iagttagelser af verdens, vi lever i og livet generelt. Spændende.

JAMES LEE BURKE – Pegasus i Frit Fald
Flot sansemættet sydstats-krimi-prosa om verden, der falder fra hinanden i uhæderlighed og angst.

 

Derfor er Obama unik

Bragt i Politiken 11.11.08

Derfor er Obama unik

Af Bo Heimann, forfatter og journalist

Selvfølgelig havde Obama Baracks hudfarve stor betydning for både valgdeltagelsen og resultatet – både hispanics og afroamerikanere stemte i større antal end nogensinde, og størstedelen af dem stemte på Obama.

Men alligevel er det tvivlsomt, om Obama er blevet præsident, udelukkende fordi han er farvet andengenerationsindvandrer. Det alene kan nok ikke gøre det. Og eftersom en andengenerationsindvandrer i de fleste andre vestlige lande, inklusive Danmark, er meget langt fra en lignende opbakning, så er det meget interessant at se forbi hans hudfarve, når hans popularitet skal analyseres. Måske kan selv hvide og blåøjede danske politikere og vælgere lære noget.

Han gjorde fem ting, som det er meget længe siden, at nogen anden politiker har gjort – hvis det overhovedet er sket før:

Obama talte aldrig nedsættende om sine politiske modstandere. Han fremstod ikke som en taktisk politiker, der (evt. manipulatorisk) udnytter modstanderes svagheder og fortalelser.

Obama talte aldrig rigtig imod sine modstandere. Hans fokus fra begyndelsen var på, hvad han selv tænkte og ville. Hans kampagne var ikke negativt imod, men positivt for.

Obama brugte ikke skrækkampagner, og talte ikke til vælgernes angst og kynisme – han talte til håbet, optimismen og til de bedste sider i os alle sammen.

Obama talte aldrig om sig selv, men om vælgerne, fællesskabet og det fælles håb og ønske om bedre tider.

Obama løftede blikket fra dagligdagens konkrete udfordringer og fnidder, og talte om værdier, visioner, drømme og vores fælles potentiale til at realisere drømmene.

Dermed fremstår præsident Obama i dag som inkluderede (og ikke ekskluderende); som en præsident der taler til vores optimisme og tillid (og ikke angst og kynisme); som en mand der rører ved vores værdier og visioner om en bedre fremtid, og ansporer os til bidrage. For helhedens bedste.

Valget af en sådan politiker er lige så epokegørende som hans hudfarve, og en sådan politiker venter mange danske vælgere med længsel på også rejser sig i Danmark. Hudfarve underordnet.

 

Muhl & Yeshua

Lars Muhl (forfatter til Seeren fra Andalusien, Gral og Det knuste hjertes visdom) siger om Bo Heimanns kommende bog (udkommer 1. december): ”Det er en vigtig bog, Bo Heimann har skrevet. Vigtig fordi den er et godt skridt i retning af at få ryddet op i de fastlåste dogmer omkring Yeshua – og derfor et vigtigt skridt i retning af helbredelse af det kollektive, arketypiske plan.”

YESHUA MYSTIKERNES MESTER
”Riget er i jeres indre og for jeres øjne.
Når I kender jer selv, da skal I blive kendt.”
– Yeshua, Thomas-evangeliet
Denne bog er en genrejsning af det feminine princip, og anviser en vej
tilbage til Yeshua og Mariam Magdelenes oprindelige lære om nærvær,
kærlighed og menneskets iboende skabende og healende kræfter.

Yeshua talte, som alverdens mystikere før og efter ham, om Det Guddommelige
som den evige Væren, der udtrykker sig i rette relationer
til alt levende: hjertets kærlighed og tilgivelse.
Denne bog præsenterer Yeshua som menneske, mystiker og mester med
en lære, der er anderledes end kirkens kristendom, og som lægger sig i
den esoteriske mystiker-tradition, der til alle tider har peget på Væren
som frelsen.
”Den, som kender alt, men mangler sig selv, mangler alt.”
– Yeshua, Thomas-evangeliet

 

Pressehåndtering med Region Nord

Jeg ved ikke, om ´det offentlige´ nogensinde har været langsomt, dovent og uprofessionelt; men jeg ved, at politikere og ledende medarbejdere i Region Nord er ingen af delene.

Jeg har været heldig at køre et par dages undervisning i såkaldt pressehåndtering i Aalborg i ugen, der gik – og regionen er på mange områder lige så godt afsted som mange private virksomheder, når det kommer til at forstå samarbejdet med medierne: der er bla. ikke kun stor forståelse for behovet for åbenhed og det proaktive arbejde, men praksis er på et rigtigt godt niveau.

 

Sommer lekturen

Sørger over dødsfald i nærmeste familie; tænker over alting forgængelighed. Gik amok i en boghandel – bibliopat som jeg er, er det min ´trøstespisning´…hen over sommeren kommer jeg bla. til at læse (i uprioriteret rækkefølge):

Naomi Klein – The shock Doctrine

Robert Harris – Skyggen

Don Delillo – Den faldende mand

Barack Obama – Mod til at håbe

Stieg Larsson – Lufkastellet der blev sprængt

Paul Auster – Mand i mørke

Elmore Leonard – Ung mand med pistol

Comarc McCarthy – Vejen

 

Eckhart Tolle & jeg

”Det er først her på gulvet foran Eckhart i Rishikesh´ friske og klare Himalaya-luft, at jeg for alvor forstår, forstår som i at vide. Jeg sejler ind i stilheden mellem Eckharts ord med visheden om, at enhver klingen til tanker, følelser eller fysiske handlinger griber fat i noget, der blot leder væk fra dét.”

Af Bo Heimann
www.boheimann.com

Den 11. september 2001 vågnede jeg op i Edinburgh, Skotland. Jeg var landet aftenen før, fyldt af glæde over at have 14 dage foran mig, hvor jeg alene kunne nyde højlandets natur – søerne, floderne, bakkerne, dalene, den friske luft og Eckhart Tolles bog, The Power of Now, der var med i rygsækken.

Den forventningsfylde glæde fik selvsagt en noget anden tone, efter at jeg ud på formiddagen – sammen med resten af verden – nærmest gik i chok over billederne af de to faldende tårne. Jeg sad på en pub i timevis og så tårnene falde igen og igen, mens tankerne buldrede løs: Kommer der terroraktioner andre steder? Er alle OK hjemme i Danmark? Udvikler det sig til en decideret verdenskrig? Bliver verdensdelene afskåret fra hinanden? Skal jeg tage hjem igen? Er der overhovedet fly, der flyver?

Ud på dagen stod det mig dog klart: Er der noget terrorister ikke skal, så er det at ændre for meget på vores liv, så jeg fortsatte rejsen som planlagt – og det blev fantastiske 14 dage med bla. et ophold på Findhorn.

Vel hjemme opdagede jeg, at Eckhart afholdte et retreat i Indien i februar 2002, og at der tilmed nu var ledige pladser igen. Der havde ellers været udsolgt næsten inden retreatet blev annonceret, men mange amerikanere valgte nu at blive hjemme. Mit held.

Afsted til Rishikesh ved Ganges bred i Nordindien. Eckharts lære er enkel: Elsk det som er! Det er vores modstand mod virkeligheden, der giver os problemerne, og modstanden kommer som regel af, at vi er optagede af fortiden eller fremtiden. Derfor er nøglen at være til stede her og nu. Kraften ligger i nuet.

Eckhart kommer ind på den lille scene fra højre. Han tager sig god tid til at kigge ud over forsamlingen, inden han bruger endnu længere tid på at få sat sig ned på stolen og arrangeret mikrofonen foran sig. Han tager tilløb flere gange til at sige noget. Former tydeligt læberne om de begyndende ord, men… venter. Og da de blødt udtalte ord så endelig kommer, kommer de som fra det uskyldigste barn, der blot referer sandheden.

Det er ikke Eckhart, der taler. Han er reelt ikke tilstede. Ordene kommer et andet sted fra. Salen er i trance. Mens jeg lytter falder jeg ind imellem ordene og opsluges lidt efter lidt af stilheden og opdager det karakteristisk nok ikke, for sådan er det med det, før jeg falder ud igen, og bevidst registrer hans ord eller hosten eller bevægelser i salen. Eckhart siger igen og igen det, som Lao Tzu sagde for længe siden: Hvis der kan tales om det, så er det ikke Tao, og Eckharts ord opleves vitterlig blot som vejvisere, der peger imod dét, der ikke kan sættes ord på. Hans ord afkræver ikke forståelse, men efterlader åbninger imellem sig, der inviterer til frie fald.

Eckhart er iklædt, hvad der viser sig at være hans foretrukne dresscode: Skjorte med øverste knap lukket, pullover og ulden vest. Det er ikke ret svært at forestille sig ham tusse rundt på fakultetet på Cambridge. Det er noget nørdet over ham i al hans uskyldighed.

Der er ikke tale om en reel undervisning, for de dybeste spirituelle sandheder indeholder ikke information, fakta eller oplevelser. Det er heller ikke det, verden af i dag mangler. Selv i de fattigste og forarmede afkroge af verden er der mere information og viden tilgængelig end, hvad Buddha havde rådighed over. Ord, tekster og belæringer er alligevel ikke Det men blot det, der henviser til Det. Ord er form, og al form er begrænset, hvorfor alle ord peger ud over dem selv, når de forsøger at beskrive Det. Derfor er det en fejl at blive for optaget af ordene, uanset hvor smukke de er, og en fejl at slås imod de mennesker, der identificerer sig med en anden samling ord. Historien viser, at mennesket netop har bebyrdet sig selv på den måde.

Dét er ikke noget, vi kan opnå engang i fremtiden. Dét er i os alle allerede. Vi kan ikke tillægge os ord, viden og analyser, der kan bringe os tættere på Det. Derimod er det vores begrænsede opfattelse af os selv, vores ego, der tror, at det kan forbedre sig selv med ´mere, mere, mere´. Mere viden, flere materielle ting, mere kærlighed, flere spirituelle oplevelser. Egoet er en lang stræben efter mere, en lang rækken ud fremtiden væk fra nu og her.

Dét findes derimod ikke i fremtiden, men nu. Forskellen på mestre og andre er ikke, at mestrene ved en masse mere end andre, men at de ved den vigtigste ting: At være i fred med nuet uanset, hvordan det ser ud. Mesteren møder ikke nuets virkelighed med indre modstand. Det er begyndelsen til enden for egoet, der lever af modstand. Egoet siger nej hele tiden. Det kritiserer og anklager og definerer sig selv ud fra den modstand. Egoet er form. Mesteren kender sig selv på den anden side af formerne og Det kommer ud af overgivelsen til nuet i en accept, hvor der ikke er et behov for mere eller mindre af noget som helst. Det psykologiske behov for ´mere, mere, mere´ er ikke hos mesteren, der omfavner nuet i en velkomst. Overgivelsen er en dyb, tom og kærlig rummelighed.

Ramana Maharshi beskrev vores egentlige natur som glæde. Eckhart siger det samme. Ikke glæden ved former i den ydre verden, men glæden over at være til. Enkelt. Glæde, der kommer ud af at stoppe kampen. Ud af at overgive sig til nuets virkelighed ved at omfavne det, der er. Som en kat er en kat, og som et træ er et træ. Drik når du er tørstig og spis, når du er sulten.

Spisningen på retreatet foregår på gulvet i ashramens spisesal uden bestik. De tykke amerikanere, der var gået i stå med bilen, har dog sikret sig nogle af stolene, der står langs væggene. Fru Roshi synger for og snart flyder munkedrengenes smukke stemmer igennem lokalet, der falder til ro i de ældgamle sanskrit ords vuggen. Maden er i al sin enkelhed formidabel. Og man vænner sig hurtigt til de indledende bønner og at sidde på gulvet og spise med hænderne. Eller de fleste gør. Efterhånden som dagene går, kommer der flere og flere stole langs væggene, mere og mere bestik klirrer mod bliktallerknerne og fru Roshis chants er åbenbart også blevet kommenteret, for de bliver mærkbart kortere. Vesten rykker imperialistisk ind.

Virkeligheden er, hvad den er. Enkel. Det er sjældent, at den er den direkte grund til vores lidelser. Oftest er det vores tanker – de historier, vi væver omkring virkeligheden, der giver os lidelse. Virkeligheden er en lillefingernegl stor perle, som vi væver historier omkring i en sådan grad, at perlen forsvinder.

Jeg går over Shivanand Jhula, og står stille et øjeblik midt på hængebroen med Ganges’ stille brusen under mig. Følger dens årtusindgamle, strømmende vej mod syd, og forestiller mig dens færd forbi Haridwar, Kanpur, Allahabad, Varanasi (den helligste af dem alle) og Patna, for til sidst at ende i deltaet ved Kolkata. Jeg går videre over broen, undslår mig en endnu tigger, mens jeg får fast grund under fødderne, og stikker op ad de stejle trapper til Sivananda-ashramen, og dasker lidt rundt på den mennesketomme gårdsplads helt uden formål. Har mange gange overvejet et yoga-ophold sådan et sted, og bestemmer mig for, måske at gøre alvor af det i den anden store Sivananda-ashram i Indien, der ligger i den sydlige stat Kerela. Jeg går ud og ned ad trapperne igen.

Tænkning er stærkt overvurderet, fortalte en halvblodsindianer mig engang. Eckhart siger det samme. Det kræver en del for det vestlige sind at slappe af i ikke-viden. Men ikke at gøre modstand mod ikke at vide, åbner netop for en større viden, der rækker ud over den intellektuelle viden, hvoraf megen reelt ikke er særlig nødvendig. Accepten af ikke-viden åbner op for visdom. For kreativitet. For dybderne inden i. Vi har så travlt med at vide, med at kategorisere, sætte mærkater på – ´sådan er det!´ – at vi glemmer, at den slags viden aldrig er fyldestgørende, men blot én vinkling af virkeligheden. Intellektuel viden er diskriminerende. Når den ikke slår til, når man ikke ved, og når man ikke har modstand mod ikke at vide, så opstår en åbning – en viden, der åbner for helheden, for oplevelsen af at være en del af helheden. Intellektuel viden bygger derimod på dualisme. Det modsatte af helhed. Det modsatte af kærlighed.

Bliver revet ud af søvnen af et larmende støjinferno. Jeg vågner med et spjæt og sidder pludselig stift op i sengen med øjnene på stilke i mørket og alle muskler spændt. Min puls, der for få sekunder siden sov blødt med omkring 40 slag i minuttet, spæner nu rundt med noget, der føles som 300 dunkende slag. Det gør helt fysisk ondt i brystet. Jeg er mere forvirret end bange over larmen og også lidt i tvivl om, hvor jeg overhovedet er i verden. Der går et stykke tid, før det går op for mig, at jeg er i Indien, og at det er klokker, mængder af klokker, der brager, bimler, triller, klinger og bumler. Klokken er lidt i fem og ashramen genlyder af et monster af et klokkespil!

Hinduerne har den meget pragmatiske holdning, at der ikke rigtig er nogen grund til at bede til guderne, hvis guderne ikke er opmærksomme på det. Så derfor er alle hinduistiske klostre udstyret med klokker. Mange steder er der tale om én enkelt klokke, som en enkelt munk slår lidt på. Klokkespillet i Parmarth Niketan Ashram er derimod mekanisk og består som sagt af mængder af klokker. Jeg kan ikke forestille mig, at en eneste noget sted i ashramen stadigvæk sover. Tør ikke tænke på, hvordan det må være at have værelse længere nede imod klokkehelvedet. Jeg står op.

Mens solen langsomt stiger over Himalayas bjerge og rammer Ganges’ glidende vandoverflade, sidder vi nogle få vesterlændinge med til morgenmeditationen fra klokken fem til seks. De unge munkedrenge er decideret bedårende i deres røde dragter. Morgenluften er kølig og frisk i lungerne, der nydende folder sig modtagende ud, mens bønner og chants på sanskrit blidt nulrer vores ører, inden de glider op under templets loft og videre ud mod bjergene. Morgendisen rækker fangarme ind i det åbne tempel. Jeg har heldigvis taget et tæppe om skuldrene, og kan sidde lunt og dufte til røgelsen, mens jeg forsvinder.

Det er svært at sætte ord på oplevelsen af at være i Eckharts selskab under sådanne stille omstændigheder. Ord kan aldrig dække en oplevelse, en erfaring. Det minder om følelsen af, langsomt at glide ned i lunt vand – den stille udånding af elastisk tid, der trækkes ud i langsommelighed, mens hele ens krop bliver kærtegnet og holdt. Stilheden ånder krop og sind ned i tempo til den hypnotiserende lyd af cikader. Hele dage med meditation, ord fra Eckhart og vegetarmad glider ud i hinanden til en afslappende helhed. Jeg flyder drivende med de lette skyer hen over Himalaya-himlen i selskab med færre tanker og langsommere bevægelser. Mine åndedræt er dybe og rolige i lungerne, der efterhånden får uendelig plads inden i.

Egentlig har jeg vidst det længe, men viden kan være ufatteligt gold og ubrugelig så længe, der ikke er kød og blod på den. Der er et liv til forskel på at vide – vide sådan rent intellektuelt, der har det med at gå i orbit som en ikke-integreret satellit omkring en – og så den viden, der bølger rundt med blodet i kroppen og er en del af en selv. Jeg har vidst det længe, for jeg har læst og forstået Buddha, Ramana Maharsi, Osho, Lao Tzu og de andre, der alle har peget på, at der reelt ikke er noget, vi kan gøre – som i gøren – der kan ´gøre´ os lykkelige.

Kontakten til Det Guddommelige afhænger ikke af handling. Den har intet med anstrengelse at gøre. Men det er først her på gulvet foran Eckhart i Rishikesh´ friske og klare Himalaya-luft, at jeg for alvor forstår, forstår som i at vide. Jeg sejler ind i stilheden mellem Eckharts ord med visheden om, at enhver klingen til tanker, følelser eller fysiske handlinger griber fat i noget, der blot leder væk fra dét, og som derfor per definition står i vejen. Min krop har længe været forsvundet under mig, over mig, ind i mig i meditationen, den blinker med mellemrum tilbage på samme måde som bevidste tanker gør det, for igen at forlade mig, der uberørt bevidner sceneriet.

Eckhart inviterer os op én efter én. Jeg bliver siddende længe, mens køen af folk langsomt bevæger sig forbi mig. Til sidst er køen ganske kort, og jeg når hurtigt frem til den lille mand. Han smiler. Jeg smiler igen. Jeg ser ind i Eckharts blå øjne og ser ikke nogen anden, måske kun mig selv, nej ikke engang mig selv, men blot Livet. Det er fantastisk. Jeg er forelsket og ved, at hverken han eller jeg er involveret. Det har intet med os at gøre. Overgivelsen har intet med personligheder at gøre. Det sete og det seende er én og den same, og det er hverken ham eller mig. Men dét! Det Guddommelig er fra et sted, hvor adskillelse og separation ikke eksisterer. En lyksalig stilhed fylder mig op, og jeg er ved at boble over i et grin. Der er ingenting at sætte spørgsmålstegn ved. Alt er godt. Den Hellige Gral har aldrig været andet end oplevelsen af den rene Væren.

Sidder og spejler mig i Ganges, der glider forbi uden at tage mig med. Ganges spejler sig tilbage i mig, der heller ikke tager noget med. Et spejl viser, hvad der sættes op foran spejlet uden at tilføje noget selv. Klar bevidsthed er som et spejl – en rolig væren, der ikke er eller påvirkes af de ting, der spejler sig i spejlet.

TEKSTEN er et uddrag fra bogen ´OM Shanti´ af Bo Heimann. Læs mere om den og forfatteren på www.boheimann.com

 

Oxford Leadership Academy

Jeg har i de seneste dage deltaget på Oxford Leadership Academys kursus ´Self Managing Leadership´, der kørte for første gang i Danmark. Endelig en strukturet proces med fokus på selvindsigt og langsomhed, der hjælper erhvervslivets ledere til at lære sig selv bedre at kende.

For er det netop ikke det, der mangler? Ledere med stor selverkendelse? Ledere med et formål, der rækker ud over dem selv og deres virksomhed? Ledere der tager lederskab på helhedens vegne?