”Det er først her på gulvet foran Eckhart i Rishikesh´ friske og klare Himalaya-luft, at jeg for alvor forstår, forstår som i at vide. Jeg sejler ind i stilheden mellem Eckharts ord med visheden om, at enhver klingen til tanker, følelser eller fysiske handlinger griber fat i noget, der blot leder væk fra dét.”
Af Bo Heimann
www.boheimann.com
Den 11. september 2001 vågnede jeg op i Edinburgh, Skotland. Jeg var landet aftenen før, fyldt af glæde over at have 14 dage foran mig, hvor jeg alene kunne nyde højlandets natur – søerne, floderne, bakkerne, dalene, den friske luft og Eckhart Tolles bog, The Power of Now, der var med i rygsækken.
Den forventningsfylde glæde fik selvsagt en noget anden tone, efter at jeg ud på formiddagen – sammen med resten af verden – nærmest gik i chok over billederne af de to faldende tårne. Jeg sad på en pub i timevis og så tårnene falde igen og igen, mens tankerne buldrede løs: Kommer der terroraktioner andre steder? Er alle OK hjemme i Danmark? Udvikler det sig til en decideret verdenskrig? Bliver verdensdelene afskåret fra hinanden? Skal jeg tage hjem igen? Er der overhovedet fly, der flyver?
Ud på dagen stod det mig dog klart: Er der noget terrorister ikke skal, så er det at ændre for meget på vores liv, så jeg fortsatte rejsen som planlagt – og det blev fantastiske 14 dage med bla. et ophold på Findhorn.
Vel hjemme opdagede jeg, at Eckhart afholdte et retreat i Indien i februar 2002, og at der tilmed nu var ledige pladser igen. Der havde ellers været udsolgt næsten inden retreatet blev annonceret, men mange amerikanere valgte nu at blive hjemme. Mit held.
Afsted til Rishikesh ved Ganges bred i Nordindien. Eckharts lære er enkel: Elsk det som er! Det er vores modstand mod virkeligheden, der giver os problemerne, og modstanden kommer som regel af, at vi er optagede af fortiden eller fremtiden. Derfor er nøglen at være til stede her og nu. Kraften ligger i nuet.
Eckhart kommer ind på den lille scene fra højre. Han tager sig god tid til at kigge ud over forsamlingen, inden han bruger endnu længere tid på at få sat sig ned på stolen og arrangeret mikrofonen foran sig. Han tager tilløb flere gange til at sige noget. Former tydeligt læberne om de begyndende ord, men… venter. Og da de blødt udtalte ord så endelig kommer, kommer de som fra det uskyldigste barn, der blot referer sandheden.
Det er ikke Eckhart, der taler. Han er reelt ikke tilstede. Ordene kommer et andet sted fra. Salen er i trance. Mens jeg lytter falder jeg ind imellem ordene og opsluges lidt efter lidt af stilheden og opdager det karakteristisk nok ikke, for sådan er det med det, før jeg falder ud igen, og bevidst registrer hans ord eller hosten eller bevægelser i salen. Eckhart siger igen og igen det, som Lao Tzu sagde for længe siden: Hvis der kan tales om det, så er det ikke Tao, og Eckharts ord opleves vitterlig blot som vejvisere, der peger imod dét, der ikke kan sættes ord på. Hans ord afkræver ikke forståelse, men efterlader åbninger imellem sig, der inviterer til frie fald.
Eckhart er iklædt, hvad der viser sig at være hans foretrukne dresscode: Skjorte med øverste knap lukket, pullover og ulden vest. Det er ikke ret svært at forestille sig ham tusse rundt på fakultetet på Cambridge. Det er noget nørdet over ham i al hans uskyldighed.
Der er ikke tale om en reel undervisning, for de dybeste spirituelle sandheder indeholder ikke information, fakta eller oplevelser. Det er heller ikke det, verden af i dag mangler. Selv i de fattigste og forarmede afkroge af verden er der mere information og viden tilgængelig end, hvad Buddha havde rådighed over. Ord, tekster og belæringer er alligevel ikke Det men blot det, der henviser til Det. Ord er form, og al form er begrænset, hvorfor alle ord peger ud over dem selv, når de forsøger at beskrive Det. Derfor er det en fejl at blive for optaget af ordene, uanset hvor smukke de er, og en fejl at slås imod de mennesker, der identificerer sig med en anden samling ord. Historien viser, at mennesket netop har bebyrdet sig selv på den måde.
Dét er ikke noget, vi kan opnå engang i fremtiden. Dét er i os alle allerede. Vi kan ikke tillægge os ord, viden og analyser, der kan bringe os tættere på Det. Derimod er det vores begrænsede opfattelse af os selv, vores ego, der tror, at det kan forbedre sig selv med ´mere, mere, mere´. Mere viden, flere materielle ting, mere kærlighed, flere spirituelle oplevelser. Egoet er en lang stræben efter mere, en lang rækken ud fremtiden væk fra nu og her.
Dét findes derimod ikke i fremtiden, men nu. Forskellen på mestre og andre er ikke, at mestrene ved en masse mere end andre, men at de ved den vigtigste ting: At være i fred med nuet uanset, hvordan det ser ud. Mesteren møder ikke nuets virkelighed med indre modstand. Det er begyndelsen til enden for egoet, der lever af modstand. Egoet siger nej hele tiden. Det kritiserer og anklager og definerer sig selv ud fra den modstand. Egoet er form. Mesteren kender sig selv på den anden side af formerne og Det kommer ud af overgivelsen til nuet i en accept, hvor der ikke er et behov for mere eller mindre af noget som helst. Det psykologiske behov for ´mere, mere, mere´ er ikke hos mesteren, der omfavner nuet i en velkomst. Overgivelsen er en dyb, tom og kærlig rummelighed.
Ramana Maharshi beskrev vores egentlige natur som glæde. Eckhart siger det samme. Ikke glæden ved former i den ydre verden, men glæden over at være til. Enkelt. Glæde, der kommer ud af at stoppe kampen. Ud af at overgive sig til nuets virkelighed ved at omfavne det, der er. Som en kat er en kat, og som et træ er et træ. Drik når du er tørstig og spis, når du er sulten.
Spisningen på retreatet foregår på gulvet i ashramens spisesal uden bestik. De tykke amerikanere, der var gået i stå med bilen, har dog sikret sig nogle af stolene, der står langs væggene. Fru Roshi synger for og snart flyder munkedrengenes smukke stemmer igennem lokalet, der falder til ro i de ældgamle sanskrit ords vuggen. Maden er i al sin enkelhed formidabel. Og man vænner sig hurtigt til de indledende bønner og at sidde på gulvet og spise med hænderne. Eller de fleste gør. Efterhånden som dagene går, kommer der flere og flere stole langs væggene, mere og mere bestik klirrer mod bliktallerknerne og fru Roshis chants er åbenbart også blevet kommenteret, for de bliver mærkbart kortere. Vesten rykker imperialistisk ind.
Virkeligheden er, hvad den er. Enkel. Det er sjældent, at den er den direkte grund til vores lidelser. Oftest er det vores tanker – de historier, vi væver omkring virkeligheden, der giver os lidelse. Virkeligheden er en lillefingernegl stor perle, som vi væver historier omkring i en sådan grad, at perlen forsvinder.
Jeg går over Shivanand Jhula, og står stille et øjeblik midt på hængebroen med Ganges’ stille brusen under mig. Følger dens årtusindgamle, strømmende vej mod syd, og forestiller mig dens færd forbi Haridwar, Kanpur, Allahabad, Varanasi (den helligste af dem alle) og Patna, for til sidst at ende i deltaet ved Kolkata. Jeg går videre over broen, undslår mig en endnu tigger, mens jeg får fast grund under fødderne, og stikker op ad de stejle trapper til Sivananda-ashramen, og dasker lidt rundt på den mennesketomme gårdsplads helt uden formål. Har mange gange overvejet et yoga-ophold sådan et sted, og bestemmer mig for, måske at gøre alvor af det i den anden store Sivananda-ashram i Indien, der ligger i den sydlige stat Kerela. Jeg går ud og ned ad trapperne igen.
Tænkning er stærkt overvurderet, fortalte en halvblodsindianer mig engang. Eckhart siger det samme. Det kræver en del for det vestlige sind at slappe af i ikke-viden. Men ikke at gøre modstand mod ikke at vide, åbner netop for en større viden, der rækker ud over den intellektuelle viden, hvoraf megen reelt ikke er særlig nødvendig. Accepten af ikke-viden åbner op for visdom. For kreativitet. For dybderne inden i. Vi har så travlt med at vide, med at kategorisere, sætte mærkater på – ´sådan er det!´ – at vi glemmer, at den slags viden aldrig er fyldestgørende, men blot én vinkling af virkeligheden. Intellektuel viden er diskriminerende. Når den ikke slår til, når man ikke ved, og når man ikke har modstand mod ikke at vide, så opstår en åbning – en viden, der åbner for helheden, for oplevelsen af at være en del af helheden. Intellektuel viden bygger derimod på dualisme. Det modsatte af helhed. Det modsatte af kærlighed.
Bliver revet ud af søvnen af et larmende støjinferno. Jeg vågner med et spjæt og sidder pludselig stift op i sengen med øjnene på stilke i mørket og alle muskler spændt. Min puls, der for få sekunder siden sov blødt med omkring 40 slag i minuttet, spæner nu rundt med noget, der føles som 300 dunkende slag. Det gør helt fysisk ondt i brystet. Jeg er mere forvirret end bange over larmen og også lidt i tvivl om, hvor jeg overhovedet er i verden. Der går et stykke tid, før det går op for mig, at jeg er i Indien, og at det er klokker, mængder af klokker, der brager, bimler, triller, klinger og bumler. Klokken er lidt i fem og ashramen genlyder af et monster af et klokkespil!
Hinduerne har den meget pragmatiske holdning, at der ikke rigtig er nogen grund til at bede til guderne, hvis guderne ikke er opmærksomme på det. Så derfor er alle hinduistiske klostre udstyret med klokker. Mange steder er der tale om én enkelt klokke, som en enkelt munk slår lidt på. Klokkespillet i Parmarth Niketan Ashram er derimod mekanisk og består som sagt af mængder af klokker. Jeg kan ikke forestille mig, at en eneste noget sted i ashramen stadigvæk sover. Tør ikke tænke på, hvordan det må være at have værelse længere nede imod klokkehelvedet. Jeg står op.
Mens solen langsomt stiger over Himalayas bjerge og rammer Ganges’ glidende vandoverflade, sidder vi nogle få vesterlændinge med til morgenmeditationen fra klokken fem til seks. De unge munkedrenge er decideret bedårende i deres røde dragter. Morgenluften er kølig og frisk i lungerne, der nydende folder sig modtagende ud, mens bønner og chants på sanskrit blidt nulrer vores ører, inden de glider op under templets loft og videre ud mod bjergene. Morgendisen rækker fangarme ind i det åbne tempel. Jeg har heldigvis taget et tæppe om skuldrene, og kan sidde lunt og dufte til røgelsen, mens jeg forsvinder.
Det er svært at sætte ord på oplevelsen af at være i Eckharts selskab under sådanne stille omstændigheder. Ord kan aldrig dække en oplevelse, en erfaring. Det minder om følelsen af, langsomt at glide ned i lunt vand – den stille udånding af elastisk tid, der trækkes ud i langsommelighed, mens hele ens krop bliver kærtegnet og holdt. Stilheden ånder krop og sind ned i tempo til den hypnotiserende lyd af cikader. Hele dage med meditation, ord fra Eckhart og vegetarmad glider ud i hinanden til en afslappende helhed. Jeg flyder drivende med de lette skyer hen over Himalaya-himlen i selskab med færre tanker og langsommere bevægelser. Mine åndedræt er dybe og rolige i lungerne, der efterhånden får uendelig plads inden i.
Egentlig har jeg vidst det længe, men viden kan være ufatteligt gold og ubrugelig så længe, der ikke er kød og blod på den. Der er et liv til forskel på at vide – vide sådan rent intellektuelt, der har det med at gå i orbit som en ikke-integreret satellit omkring en – og så den viden, der bølger rundt med blodet i kroppen og er en del af en selv. Jeg har vidst det længe, for jeg har læst og forstået Buddha, Ramana Maharsi, Osho, Lao Tzu og de andre, der alle har peget på, at der reelt ikke er noget, vi kan gøre – som i gøren – der kan ´gøre´ os lykkelige.
Kontakten til Det Guddommelige afhænger ikke af handling. Den har intet med anstrengelse at gøre. Men det er først her på gulvet foran Eckhart i Rishikesh´ friske og klare Himalaya-luft, at jeg for alvor forstår, forstår som i at vide. Jeg sejler ind i stilheden mellem Eckharts ord med visheden om, at enhver klingen til tanker, følelser eller fysiske handlinger griber fat i noget, der blot leder væk fra dét, og som derfor per definition står i vejen. Min krop har længe været forsvundet under mig, over mig, ind i mig i meditationen, den blinker med mellemrum tilbage på samme måde som bevidste tanker gør det, for igen at forlade mig, der uberørt bevidner sceneriet.
Eckhart inviterer os op én efter én. Jeg bliver siddende længe, mens køen af folk langsomt bevæger sig forbi mig. Til sidst er køen ganske kort, og jeg når hurtigt frem til den lille mand. Han smiler. Jeg smiler igen. Jeg ser ind i Eckharts blå øjne og ser ikke nogen anden, måske kun mig selv, nej ikke engang mig selv, men blot Livet. Det er fantastisk. Jeg er forelsket og ved, at hverken han eller jeg er involveret. Det har intet med os at gøre. Overgivelsen har intet med personligheder at gøre. Det sete og det seende er én og den same, og det er hverken ham eller mig. Men dét! Det Guddommelig er fra et sted, hvor adskillelse og separation ikke eksisterer. En lyksalig stilhed fylder mig op, og jeg er ved at boble over i et grin. Der er ingenting at sætte spørgsmålstegn ved. Alt er godt. Den Hellige Gral har aldrig været andet end oplevelsen af den rene Væren.
Sidder og spejler mig i Ganges, der glider forbi uden at tage mig med. Ganges spejler sig tilbage i mig, der heller ikke tager noget med. Et spejl viser, hvad der sættes op foran spejlet uden at tilføje noget selv. Klar bevidsthed er som et spejl – en rolig væren, der ikke er eller påvirkes af de ting, der spejler sig i spejlet.
TEKSTEN er et uddrag fra bogen ´OM Shanti´ af Bo Heimann. Læs mere om den og forfatteren på www.boheimann.com
