USA


Bragt i Politiken 11.11.08

Derfor er Obama unik

Af Bo Heimann, forfatter og journalist

Selvfølgelig havde Obama Baracks hudfarve stor betydning for både valgdeltagelsen og resultatet – både hispanics og afroamerikanere stemte i større antal end nogensinde, og størstedelen af dem stemte på Obama.

Men alligevel er det tvivlsomt, om Obama er blevet præsident, udelukkende fordi han er farvet andengenerationsindvandrer. Det alene kan nok ikke gøre det. Og eftersom en andengenerationsindvandrer i de fleste andre vestlige lande, inklusive Danmark, er meget langt fra en lignende opbakning, så er det meget interessant at se forbi hans hudfarve, når hans popularitet skal analyseres. Måske kan selv hvide og blåøjede danske politikere og vælgere lære noget.

Han gjorde fem ting, som det er meget længe siden, at nogen anden politiker har gjort – hvis det overhovedet er sket før:

Obama talte aldrig nedsættende om sine politiske modstandere. Han fremstod ikke som en taktisk politiker, der (evt. manipulatorisk) udnytter modstanderes svagheder og fortalelser.

Obama talte aldrig rigtig imod sine modstandere. Hans fokus fra begyndelsen var på, hvad han selv tænkte og ville. Hans kampagne var ikke negativt imod, men positivt for.

Obama brugte ikke skrækkampagner, og talte ikke til vælgernes angst og kynisme – han talte til håbet, optimismen og til de bedste sider i os alle sammen.

Obama talte aldrig om sig selv, men om vælgerne, fællesskabet og det fælles håb og ønske om bedre tider.

Obama løftede blikket fra dagligdagens konkrete udfordringer og fnidder, og talte om værdier, visioner, drømme og vores fælles potentiale til at realisere drømmene.

Dermed fremstår præsident Obama i dag som inkluderede (og ikke ekskluderende); som en præsident der taler til vores optimisme og tillid (og ikke angst og kynisme); som en mand der rører ved vores værdier og visioner om en bedre fremtid, og ansporer os til bidrage. For helhedens bedste.

Valget af en sådan politiker er lige så epokegørende som hans hudfarve, og en sådan politiker venter mange danske vælgere med længsel på også rejser sig i Danmark. Hudfarve underordnet.

Hvad er argumentet for ikke at vælge Obama?