Også denne gang, selvom Rinpoche ikke ligefrem lagde for med traditionel julehygge – hans første belæring var drejet op omkring døden: Nu er endnu et år gået. Hvad har du brugt det til? Hvad vil du bruge 2012 på?

Rinpoche understregede, hvor værdifuldt menneskelivet er; hvor skrøbeligt livet er (alt er midlertidigt!), og hvor ofte vi forfalder til at spilde tiden med unyttige ting…

Det er – desværre – som om, at vi skal mindes om den banale sandhed med mellemrum. Og nogle gange ligefrem sparkes over skinnebenene

Tiden går. Hurtigere og hurtigere. Det nye år er selvsagt en mulighed for at bruge tiden på de ting, der er mest nyttige for os og vores omgivelser. Rigtigt godt nytår!

En kritiske masse af mennesker er ved at være nået, for at en ny dagsorden kan rejse sig i Danmark. Åbenbart helt uden at det politiske landskab har opdaget det

Af Bo Heimann,
journalist, forfatter og udviklingskonsulent

Klimaet er alvorligt truet. Milliarder af dyr lider sammen med miljøet under vores måde at opdrætte og transportere dem på. Økonomien skranter alvorligt (ikke kun i Euro-zonen, men også qua den enorme statsgæld i USA og atomulykkerne i Japan) og et nyt verdensomspændende kollaps truer. Fedme- og stressepidemier hærger den vestlige verden, hvor ungdommen for første gang bliver dårligere uddannede end deres forældre. Verden, som vi kender den, knirker og brager med andre ord haltende fremad mod sammenbrud og kollaps.
Og det danske politiske landskab? Aldeles upåvirket. Her fremføres med få undtagelser uforstyrret spin, signalpolitik, ørkesløse økonomiske rundgange og gamle, kortsigtede partistrategiske diskurser som for 25 år siden. Boligpakker, milliardstøtte til det konventionelle landbrug, grænsebomme, skattesager og fokus på vækst som løsning på udfordringerne?
Det er ret beset ansvarsforflygtigelse, og det er ikke kun aldeles forbløffende – det er skæbnesvangert, for vi står overfor enorme udfordringer. Og det haster.
En voksende gruppe af danskere ser til med støt stigende forundring på et politisk landskab, der slet ikke matcher dem på deres refleksioner, nuancer og viden.

Længslen efter dybde
De venter på den politiker, der tør bruge store ord. Der vil tale ophøjet om Livet. Der med passion tør formulere en tvingende nødvendighed i, at vi skifter spor, og anvise en visionær retning. Der er personificerer ’vi’, ’kærlighed’ og ’øko’ frem for ’jeg’, ’angst’ og ’ego’. Der maner til besindighed ift. ’det normale’ med henvisning til, at ’det normale’ netop er årsagen til alle elendighederne nævnt i indledningen.
De ved, at vi har ikke brug for at ’komme igennem krisen’. Men at vi har brug for, at politikere bærer en højere bevidsthed frem, der sikrer, at selve det økonomisk-politiske system ændres. Da muren i Berlin faldt i 1989 var alle enige om, at kommunismen i den kendte form ikke var løsningen på fremtidens udfordring. Det er tid til på samme måde at erkende, at kapitalismen i den nuværende form heller ikke er det.
Vores nuværende tankesæt – industrisamfundets tankesæt – er lineært. Arbejdende mod ét mål og selvoptaget i opposition til alt, hvad der måtte stå i vejen for at nå det mål. Herunder mennesker og miljø. Det er ganske enkelt ikke komplekst og nuanceret nok at forstå, erkende og opleve altings afhængighed – ikke udviklet nok til indeholde holistisk visdom. Ikke beåndet og følsomt nok til at vide dybt inde, at alt levende på kloden er indbyrdes afhængige.
Ude omkring i landet er der – indtil nu nærmest ubemærket af både politikere og medier – ved at være nået en kritisk masse af mennesker, der er klar til at gøre op med en række af samfundets hidtil anerkendte grundstrukturer.

Goldt nytte-økonomisk paradigme
Disse mennesker ser først og fremmest det nytte-økonomiske paradigme, som (næsten) alle politikere taler og handler ud fra, som et grundlæggende problem. Livet, vores følelser og relationer til hinanden og alt andet levende, omsorg, service, kunst, inspiration og skabelse kan og skal ikke masses ind i dette entydigt rationelle-mekanistiske-materielle paradigme.
Iboende dette nytte-økonomiske paradigme er det evige fokus på vækst. Ikke en holistisk vækst inkluderende uddannelse, miljø, sundhed og trivsel/lykke, men en ét-sporet økonomisk vækst uanset konsekvenser. BNP-målestokken for velstand er værdiløs. Bhutans arbejde med GNH (Gross National Happiness) burde inspirere.

Tage Einstein på ordet
’Problemer kan ikke blive løst af det samme niveau af bevidsthed som skabte dem,’ konstaterede Einstein. Spørgsmålet er, om nogen politiker tør tage Einstein på ordet og tænke nyt? Her er nogle bud på, hvad det vil indebære:
* Holistisk vækst skal være vores nye mantra, da vækst for vækstens skyld allerede har vist sin tilintetgørende kraft. Alle offentlige investeringer skal have skarpt fokus på bæredygtighed.
* Bæredygtighed vil vi i det hele taget gøre til det centrale, når vi designer og producerer. Hvis du ikke allerede er bekendt med cradle-to-cradle filosofien, så bliver du det snart. Alt hvad vi belaster kloden med – lige fra fysiske bygninger og varer til måder vi producerer og transporterer dem på – vil blive designet til at indgå i det biologiske kredsløb uden at skade. Store livtag med miljø-, energi- og transportpolitikken står foran os, da vi skal gøre os uafhængige af olie hurtigst muligt (og undervejs skal staten have langt mere af overskuddet fra Nordsøolien).
* Økologi vil være en naturlighed eftersom økologiske fødevarer skaber sundere mennesker, der ikke belaster sundhedsvæsenet lige så meget som usunde mennesker, og samtidigt vil et helt økologisk landbrug være en lise for det hærgede miljø. Det konventionelle landbrug, som vi kender det i dag er en hån mod både dyr, miljø og mennesker. Ambitionen må være et landbrug, der er 100 procent økologisk.
* Vegetarisme bliver næsten-standard, for når vi stopper med at spise kød i dagens mængder, vil vi ikke kun bidrage til at standse fedme-epidemien og reducere mængden af hjerte-kar-sygdomme betragteligt, vi vil også skabe meget bedre forhold for miljøet, da belastningen fra kødproduktion og -transport er helt enorm.
* Bevidsthedsudvikling vil være centralt i uddannelsessystemet, da vi og især kommende generationer må lære at tænke samlende og inkluderende – fx i form af obligatorisk undervisning i psykologi, filosofi, meditation, samarbejdsformer, kreativitet, konfliktløsning, empati og kommunikationsfærdigheder på alle niveauer fra børnehave over folkeskole til universitet.

* Endelig vil vi sætte fokus på børns trivsel, da kommende generationer skal støttes i at skabe en ny verden – derfor skal både arbejdsmarked og børneinstitioner indrettes bedre, så vores børn i højere grad oplever sig set, holdt og elsket af deres forældre (frem for at blive kastet frem og tilbage mellem stressede forældre og overbebyrdede og besparelsesramte pædagoger).

Økonomisk sundt
Et nærmere studier af ovenstående vil afsløre, at denne dagsorden ikke kun gavner klima og miljø og hædrer menneskets værdighed og potentiale for det sammenhængende gode, men også ruster os til internationaliseringen på markedet. Det er med andre ord ikke kun sund åndelig føde, men også økonomisk sundt.
Vi skal ikke ud fra gold vækst konkurrere på ihærdighed og lange arbejdsdage med kineserne, på udenadslære og perfektionisme med inderne eller på stringente metoder og automatisme med japanerne. For slet ikke at glemme, hvad fx vietnamesere, koreanere og mange andre asiater præsterer.
Vi skal derimod, som beskrevet ovenfor, træde skridtet videre. Eller rettere tage det store spring til det levende, holistisk tænkende, kreative og indfølende hele menneske, der som verdensborger tænker samlende og inkluderende, og er viis på sig selv og sit indre liv, og som forstår sig på helheder, forskelligheder, relationer og samarbejdsformer.
Det vil ikke kun være det naturlige næste skridt i vores psykologisk-åndelige udvikling, men også være præcis det, vi vil kunne eksportere med økonomisk fortjeneste for øje.
Vi er mange, der er parate til at støtte op omkring politikeren, der vil tale til og skabe bevidsthed om altings sammenhæng og indbyrdes afhængighed. Det kommende folketingsvalg vil derfor med stor sandsynlighed være det sidste af sin slags.

Bo Heimann er journalist, forfatter og stud. MA Ledelses- og Organisationspsykologi. Han arbejder som selvstændig konsulent med udvikling af individer og organisationer. www.boheimann.com

Vajra Speech by Tulku Urgyen Rinpoche
- the essence of Dzogchen. Simple and direct. Wauw.

Indisputable Truth by Chökyi Nyima Rinpoche
- from the Four Noble Truths through various aspects of buddhism incl. Dzogchen. Amazing book.

Freedom by Jonathan Franzen
- following a couples intimate lives though decades we follow the US moving through the 1900´s. Sensitive. Emotional. Brilliant.

Sunset Park by Paul Auster
- another classic. And more easy than the most Auster-books. The economy might be down, we still have art and love!

Disgrace by J. M. Goetze
- rough portrait of the hate (that goes both ways) in South Africa. Icecold.

America America by Ethan Canin
- following a poor boy working for a rich family in the 60´s USA we learn about the cynicism amongst the powerful. Strong stuff.

Perhaps in danish only:

Følelser i ledelse by Claus Elmholdt & Lene Tanggaard (red.)
- anthology on emotions in leadership. have a chaper of my own about Mindfulness and Emotional Intelligence.

Midt i en jazztid by Knud Sønderby
- danish youth in the 1930´s. So long ago. So close. Something’s etarnal. Something’s strangely outdated.

Kvantespring by Jes Bertelsen
- energy, tantra and relationships. Deep knowledge transmitted.

99 spørgsmål om islam by Jan Hjärpe (red.)
- the basic tenets and rituals of the religion.

The Tibetan book of the Dead by Erik Meier Carlsen
- very good and long introduction gives a good overview.

My first meeting with Chökyi Nyima Rinpoche was a really fantastic experience. The week retreat at Gomde Denmark with Dzogchen-teaching was splendid. I can´t recommend him or Gomde enough.

http://www.shedrub.org/teacherpage.php?tid=2

Af Bo Heimann, forfatter og journalist
(bragt i Nyt Aspekt, nov. 2009)

I disse krisetider går vi alle vel egentlig og håber, at alting snart bliver normalt igen. Det er formentlig en fejl. For det er jo det normale, der har bragt os i krise. Og krisen er dyb, for den handler langt fra kun om økonomi. Den handler om vores tænkning; vores værdier.
Måske burde vi i stedet håbe, at ingenting nogensinde bliver normalt igen; at vi i stedet for at komme tilbage til det normale, kommer frem til noget nyt: en højere bevidsthed, der sikrer, at vi aldrig kommer i en lignende krise igen.
”Problemer kan ikke blive løst af det samme niveau af bevidsthed som skabte dem,” konstaterede Einstein. Vi ved godt, at han har ret, men vil ikke erkende rækkevidden af erkendelsen. Vil vi? For rækkevidden vil for alvor ryste os – langt mere end krisen har gjort det. Den vil ryste os i vores verdensbillede. Den vil ryste os i vores selvforståelse. Vi vil opdage, at det vi hidtil har betragtet som normalt er unormalt; at det vi har accepteret reelt er aldeles uacceptabelt.

Separatistisk tænkning
Den tænkning, der har bragt os hertil kan formentlig bedst beskrives som ´separatistisk og ekskluderende´: jeg tænker, at jeg er noget separat fra dig; at denne virksomhed er separat fra den anden; at vi danskere er separate fra befolkninger i andre lande; at vi mennesker er separate fra dyr og det omgivende miljø.
Den tænkning giver os ikke lov til at se os som en del af et større og indbyrdes afhængigt hele, men skaber en verden, hvor vi oplever os adskilt fra andre mennesker og alt andet levende. Det er en tænkning, der appellerer til vores grådighed og bringer os konstant i kamp mod andre.
Den tænkning har bragt os til, hvor vi er i dag – en verden, hvor mange mennesker er syge pga. af enten underernæring, overvægt, stress eller ensomhed; hvor virksomheder hæmningsløst jagter profit; hvor mennesker med baggrund i forskellige kulturer og religiøse opfattelser strides; og hvor dyr og miljø vantrives i sådan en grad, at det er til fare for klodens fortsatte eksistens.

Tage Einstein på ordet
Spørgsmålet er, om vi tør tage Einstein på ordet og tænke nyt? Tør vi omfavne en anderledes tænkning, der ikke er separatistisk og ekskluderende men samlende og inkluderende? Måske er spørgsmålet rettere, om vi tør lade være, for har den ekskluderende og separatistiske tænkning ikke bragt os helt ud til kanten af undergang?
Hvad vil en mere samlende og inkluderende tænkning så egentlig medføre? Her følger en række konkrete forslag:
* Bevidsthedsudvikling vil være grundlaget, da vi og især kommende generationer må lære at tænke samlende og inkluderende. Bevidsthedsudvikling vil vi derfor gøre til en bevidst dagsorden, der gennemtrænger samfundet nedefra – bla. i form af obligatorisk undervisning i psykologi, filosofi, meditation, samarbejdsformer, kreativitet, konfliktløsning og kommunikationsfærdigheder på alle niveauer fra børnehave over folkeskole til universitet.
* Der vil i det hele taget være fokus på børns trivsel, da kommende generationer skal støttes i at skabe en ny verden – derfor vil vi udvide barselsordningerne og normere børneinstitionerne bedre, så vores børn i højere grad oplever sig set, holdt og elsket af deres forældre (frem for at blive kastet frem og tilbage mellem stressede forældre og overbebyrdede og besparelsesramte pædagoger).
* Økologi vil være en naturlighed eftersom en samlende og inkluderende tænkning vil tage grundlæggende vare på sundhed og miljø. Økologiske fødevarer skaber sundere mennesker, der ikke belaster sundhedsvæsenet lige så meget som usunde mennesker, og samtidigt vil et helt økologisk landbrug være en lise for det hærgede miljø. Derfor vil vi fjerne momsen på økologiske varer, og fjerne den offentlige støtte til konventionelt landbrug, der reelt er en hån mod både dyr og miljø.
* Bæredygtighed vil vi i det hele taget gøre til det centrale, når vi designer og producerer. Hvis du ikke allerede er bekendt med cradle-to-cradle filosofien, så bliver du det snart. Alt hvad vi belaster kloden med – lige fra fysiske bygninger og varer til måder vi producerer og transporterer dem på – vil blive designet til at indgå i det biologiske kredsløb uden at skade.
* Vegetarisme bliver standard, for når vi stopper med at spise kød, vil vi ikke kun standse fedme-epidemien og reducere mængden af hjerte-kar-sygdomme betragteligt, vi vil også skabe meget bedre forhold for miljøet, da belastningen fra kødproduktion og -transport er helt enorm.
* Velfærd frem for vækst, er vores nye mantra, da vækst for vækstens skyld allerede har vist sin tilintetgørende kraft. Dette betyder også, at vi igen vil orientere os efter at være borgere i et demokrati, frem for arbejdskraft og forbrugere på en markedsplads, ligesom et sundhedsvæsen for alle og beskatning af aktieudbytter og boliger bliver aktuelle temaer.

Økonomisk sundt
Et nærmere studier af ovenstående vil afsløre, at denne dagsorden ikke kun hædrer menneskets værdighed og potentiale for det sammenhængende gode, men også ruster os til internationaliseringen på markedet. Det er med andre ord ikke kun sund åndelig føde, men også økonomisk sundt.
Vi kan ikke konkurrere på ihærdighed og lange arbejdsdage med kineserne, på udenadslære og perfektionisme med inderne eller på stringente metoder og automatisme med japanerne. For slet ikke at glemme, hvad fx vietnamesere, koreanere og mange andre asiater præsterer. Østen har som bekendt overhalet os på de områder.
Vi skal derimod, som beskrevet ovenfor, træde skridtet videre. Eller rettere taget det store spring til det levende, tænkende, kreative og følende hele menneske, der som verdensborger tænker samlende og inkluderende, og er viis på sig selv og sit indre liv, og som forstår sig på forskelligheder, relationer og samarbejdsformer.
Det vil ikke kun være det naturlige næste skridt i vores psykologisk-åndelige udvikling, men også være præcis det, vi vil kunne eksportere med økonomisk fortjeneste for øje.
Lad os være modige nok til at håbe på, at ingenting bliver normalt igen. Lad os bidrage til, at denne krise bliver anledning til, at en højere bevidsthed om altings sammenhæng og indbyrdes afhængighed bryder frem på alle niveauer i vores samfund.

2.
Årets oversete fakta: Blot 2,6 procent af efterlønnerne er akademikere…der kom på arbejdsmarkedet som 25-30 årige. Dvs. efterlønnere er reelt ufaglærte/folk med korte uddannelser, der for størstedelens vedkommende har været på arbejdsmarkedet siden deres 18-21 år (og udført opslidende jobs). Hvor mange ville virkelig kunne arbejde? Hvor meget er der at spare, hvis 97,4% blot overføres til anden understøttelse?

3.
Årets politiske katastrofe: Bertel Harders chokerende version af freudiansk slip/’sandhedens time’, Lene Espersens gennemførte amatørisme eller Løkkes legen skjul ift. privathospitalerne?

4.
Best international rock album this year: ‘High Violet’ by The National (followed close by ‘Tomorrow Morning’ by Eels).

5.
Most wanted of the year: A real manager of our beloved Liverpool F. C.

6.
Most important business book of the year: ‘The Necessary Revolution’ by Peter Senge & Co.

7.
Årets dansker: Carsten Jensen – for at bruge forfatterens frie ståsted til at tale magten imod.

8.
Highlight of the year: Aung San Suu Kyi finally released!

9.
Crime novel of the year: ‘Rain Gods’ by James Lee Burke (out in danish this year – might be from last year actually).

10.
Årets ikke-overraskelser: folkeskolens kvaler og DRs deroute udi populisme og tilsvarende manglende seriøs public service… Begge dele efter års hærværk.

11.
Best danish album this year: ‘Gospel of Man’ by Murder.

12.
Best movie watched this year: The Road (for once a great novel turned into a breathtaking movie).

13.
Still no real green politcal movement – in DK or internationally.

Hyldest til Lennon, ulydigheden og drømmene

Beatle-John ville have været fyldt 70 år i dag. Han er stærkt savnet – den konformitet, som borgerlige politikere og erhvervsledere er ved at kvæle Danmark i, kalder på hans protester og visionære drømme

Af Bo Heimann

Dette er en hyldest til ulydigheden! En hyldest til dem, der rejser sig og siger fra. En hyldest til dem, der inspirerer med ny idéer og visioner. En hyldest til dem, der tør drømme.

Danmark savner i desperat grad protest og visionære drømme. Den konformitets-kamikaze, som borgerlige politikere og erhvervsledere bedriver i disse år, er ved at kvæle os alle sammen. John Lennon, en at de største ulydige drømmere nogensinde, ville været fyldt 70 år i dag, hvis det ikke havde været for den udåd, som Manden-Hvis-Navn-Vi-Ikke-Vil-Nævne begik den december aften i 1980. Lennons mod til at drømme er stærkt savnet.

Født til at drømme

Lennons liv var fra begyndelsen en lang fortælling om ulydighed og visionære drømme. Han blev født i Liverpool, efter sigende midt under ét af Luftwaffes bombardementer. Det første betydende bombe-nedslag i Lennons liv var dog fraværet af faderen Alfred Lennon, der var sømand – han sejlede bogstaveligt talt ind og ud af Lennons liv, inden han forsvandt permanent, da Lennon var fem år.

Det næste bombe-nedslag kom kort efter faderens forsvinden, da Lennons mor – Julia – af familien blev tvunget til at overlade den fem-årige John til sin ældre søster Mimi, hos hvem John voksede op.

Med dén begyndelse på livet var smerten og drømmene om noget bedre sået i Lennon, og Lennons smerte blev kun forværret, da det værste bombe-nedslag kom i 1958, da Lennon som 17-årig mistede sin mor for evigt. Netop som mor og søn for alvor havde fundet hinanden igen, blev Julia kørt ned og dræbt af en fuld bilist.

Lennon oplevelse af rodløshed og isolation var dermed forståeligt nok dybt graveret i ham. På mesterværket Strawberry Fields fra 1967, beskriver han oplevelsen af at være speciel og uden for: ’No one I think is in my tree, I mean it must be high or low. That is… you can’t you know tune in but it’s all right. That is… I think it’s not too bad. Han oplevede sig aldrig, trods mega-berømmelsen, som værende ’inden-for’, men altid på kanten og på en anden frekvens end normalbevidstheden.

Det er blevet frygteligt svært siden Lennons dage at tage den position – systemet i hele vores kulturs tænkning (de herskende narrativer om effektivitet, karrierer, profit og fornuft), der (hjerne?)vasker alle ’normale’ fra barnsben af, er nu så fintmasket, at de færreste slipper igennem. En nutidig Lennon er deprimerende nok nærmest utænkelig.

Kreativitet og kritisk tænkning

Med den bagage var Lennon selvsagt ikke noget dydsmønster i skolen – han kunne slet ikke finde sig til rette. I ’Working Class Hero’ – fra Lennons 1970 solo-debut ’JohnLennon/Plastic Ono Band´(rockhistoriens mest sjælerystende album) – konstaterer han: ’ When they’ve tortured and scared you for twenty odd years/Then they expect you to pick a career/When you can’t really function you’re so full of fear/ A working class hero is something to be’.

Nok er der sket meget med skolesystemet, også i Danmark, siden 1950´erne, men en Lennon ville heller ikke velset i dag, hvor krop, bevægelse, sanser og kunstneriske udtryk nedprioriteres om ikke direkte negligeres fra første færd.

Lennon gjorde oprør, hvad de færreste føler for eller tør i dag. Han kom og gik som han lystede, og gennemførte aldrig andet end, hvad der svarer til folkeskoleeksamen (han var dog en læsehest hjemme – har reel læring mon noget med eksistentiel mening og indefra kommende lyst at gøre?).

Her i 2010, hvor både politikere og erhvervsledere skriger efter særegenhed, innovation og kreativitet, er det forbløffende, at de alligevel sørger for fastholde et skolesystem, der fortsat gør sig mange anstrengelser for at dressere og konformisere de nye generationer fra barnsben af (det samme gælder organisationerne i erhvervslivet, hvis navn (organisationer) sladrer om, at de netop er modpolen til diversitet og mangfoldighed – her skal medarbejderne også være rigtig meget ens, for at være gode medarbejdere).

Lennon flygtede. Han tog allerede som 19-årig til Hamburg i 1960, for at spille rock. Guds nåde og trøst til unge danskere, der satser på musik og andre kunstarter i disse år. Kulturskabere er ringeagtede. For slet ikke at tale om at rejse ud. Tiden mellem ungdoms- og videregående uddannelser kaldes som bekendt ’fjumreår’ – meget sigende for systemets holdning. Hvorfor ikke inspirationsår? Hvem kan med overbevisning sige, at vi kun lærer, udvikler os og uddannes i skolesystemet. Det kan kun dem, der vil noget meget konformt med uddannelsessystemet: ensidigt skabe karriere-mindede arbejdstagere og forbrugere.

Lad os med Lennon i mente revurdere idéen om, at vi skal konkurrere med Østen på udenadslære, og lad os i stedet skabe et uddannelsessystem (inkl. det i erhvervslivets organisationer), der sætter fokus på tillid og ansvar (frem for test og kontrol), på tværfaglighed og selvstændighed og på mulighedsorienteret, kreativ idéudvikling, der fremmer individualitet. Det vil hæve landet psykologisk til et helt andet niveau – og det er der i øvrigt god økonomi i.

Lennons sang Working Class Hero er i øvrigt misforstået af de fleste. Lennons pointe var, at det at blive til en ’arbejderklasse helt’ var præcis, hvad systemet gerne ville have. Den vigtigste linie i sangen er den sidste:’ If you want to be a hero/Well just follow me.’

Ydmygelsen i The Beatles

Da Brian Epstein blev The Beatles´ manager i januar 1962, hev han læderjakkerne af beatlerne. Lennon var ikke glad for det. I det hele taget var The Beatles i de første år et arrangement, Lennon var ved at blive kvalt af. I Rolling Stone (jan. 1971) konstaterede han: ’All that business was awful, it was a fuckin’ humiliation. One has to completely humiliate oneself to be what the Beatles were, and that’s what I resent. I didn’t know, I didn’t foresee. It happened bit by bit, gradually, until this complete craziness is surrounding you, and you’re doing exactly what you don’t want to do with people you can’t stand — the people you hated when you were ten.’

Kan frygteligt mange af os ikke relatere til oplevelsen af at miste kontakten indadtil; til oplevelsen af pludselig ikke at kende sin egen sandhed? Kan vi og skal vi blive ved med at svigte os selv?

Lennon gjorde i det stille, hvad han kunne, for at bryde konformiteten i de første Beatles-år. Fx da han i 1963 med den engelske dronning på tilskuerrækkerne introducerede nummeret Twist & Shout med ordene: ’Would those of you in the cheaper seats clap your hands? And the rest of you, if you’ll just rattle your jewelry…’.

Senere, i 1969, tilbageleverede han sin MBE-orden til den engelske dronning med lige dele humor og skarp alvor: ’Your Majesty, I am returning my MBE as a protest against Britain’s involvement in the Nigeria-Biafra thing, against our support of America in Vietnam and against ‘Cold Turkey’ slipping down the charts. With Love, John Lennon.’

Mon ikke en tilbageleveret Ridder-orden også i dag vil tiltrække sig opmærksomhed? Og hvad med en tilbagelevering eller nægtet modtagelse af et kunstfond-legat, en sendetilladelse eller et højtprofileret job? Hvem træder frem?

Stoffer og dagdrømme

Lennon begyndte at tage stoffer midt i 1960´erne. Det var formentlig stadig et forsøg på at flygte fra barndommens smerte, men nok også en reaktion på fremmedgørelsen i  The Beatles´ berømmelse og konforme image. Men stofferne gav verden noget at den største musik, der blev skabt i det 20. Århundrede.

Fra og med albummet Rubber Soul – ligesom albummet Help! imponerende nok også fra 1965! – blev det tydeligt at hverken Lennon eller The Beatles kunne fastholdes i det vandkæmmede image. Og året efter på albummet Revolver – nok The Beatles mest helstøbte album – var forvandlingen total. Især den uovertruffne  Tommorow Never Knows er på alle måder inspirerede af Lennons talrige LSD-trips: ’Turn of your mind/Relax and float down stream/It is not dying’. Lay down all thought/Surrender to the void/It is shining/It is shining/That you may see/The meaning of within/It is being/It is being/That love is all/And love is everyone/It is knowing/It is knowing.’

På I´m Only Sleeping hedder det: ’Please don’t wake me, no don’t shake me, Leave me where I am, I’m only sleeping. Everybody seems to think I’m lazy. I don’t mind, I think they’re crazy. Running everywhere at such a speed.Till they find,there’s no need.’

Tænk mindre, lad sindet hvile og tillad dig selv af slappe af! Provokerende i forhold til magtens idéer dengang som nu. Men er sandheden ikke, at vi – og især ledere – er fordummede af travlhed? Er vi ikke lukkede inde i et verdensbillede domineret af for ensidig analytisk tænkning? Har vi som menneskehed ikke brug for at kunne mærke og sanse os selv meget dybere, end vi gør i dag?

Der ligger en gave i langsomheden og dagdrømmene. I dag bliver børn overstimulerede udefra med begivenheder, legetøj og tv-programmer (i et i øvrigt absurd opskruet tempo – hvad sker der DR?), så deres evne til at finde på, se og forestille sig ting og selv kreativt kreere ikke næres og stimuleres. Vi lærer simpelthen ikke at se det, der endnu ikke er. Det er tragisk, for den manglende evne får os til blindt at godtage det eksisterende og gentage fortidens fejl. Det er spild af liv for individet, og det er kritisk for samfundet, der regenerer.

Som et resultat af dagdrømmene og stofferne fulgte mesterværker som Strawberry Fields Forever (feb. 1967) og senere på året Lucy In The Sky With Diamonds, A Day In The Life og  I´m The Walrus. Vi bør lade os inspirere – nok ikke til at tage stoffer, men afgjort til at blive drømmende vilde i vores tænkning.

Meditation og sjæle-granskning

Senere vendte Lennon sig først imod meditation og siden psykologi. Hele albummet The Beatles (kendt som The White Album, nov. 1968) blev stort set skrevet i Indien i begyndelsen af 1968 under et meditations-ophold i en ashram i Rishikesh, og Lennons solo-debut ’John Lennon/Plastic Ono Band (dec. 1970) er et direkte resultat af Lennons terapi-forløb hos Arthur ’Primal Scream’ Jarnov.

Hvor revolutionerende ville det ikke være med en politiker med en meditationspraksis! Hvilken kraft ville en erhvervsleder ikke stå med, hvis hun gik passioneret ud med budskabet om, at ’lederskab kommer indefra, vi må lære at lede os selv, før vi leder andre’! Hvilket skift ville ikke kunne initieres, når erhvervsledere og politikere erkender behovet for bevidsthedsudvikling – og sætter gang i obligatorisk undervisning i psykologi, filosofi, meditation, samarbejdsformer, konfliktløsning og kommunikationsfærdigheder på alle niveauer fra folkeskole til universitet.

Tid til demonstrationer

Lennon flyttede til New York i 1971, og røg med det samme i FBIs sorte bog, da han valgte at støtte en række sager, der satte lys på social retfærdighed i USA på det tidspunkt. Lennons album Some Time In New York City (marts 1972) er musikalsk set hans karrieres ringeste, men attituden er eviggyldig for den ulydige drømmer: magthavere skal pr. definition udfordres.

Det er så som så med det i Danmark i dag. Medierne er bovlamme, og civile protester nærmest forsvundne. I efteråret 2006 demonstrerede tusindvis forældre dog landet over imod regeringens sparekrav på daginstitutionsområdet. Og den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), kaldte dem for ’socialistiske ballademagere’. Siden fik regeringen vedtaget den såkaldte ’lømmel-pakke’, der er tæt på at gøre det ulovligt at demonstrere i Danmark. Ganske almindelige og fredelige demonstranter bliver nu talt nedlande til af folkevalgte og med lov i hånd tilbageholdt uden grund i timevis. Blot for at demonstrere.

På Imagine-abummet (okt. 1971) snerrer Lennon: ’I’ve had enough of reading things/By neurotic, psychotic, pig-headed politicians/All I want is the truth/Just gimme some truth! Vi kunne godt trænge til, at nogen i dette land rejste sig ulydigt og insisterede på sandheden – fx imod milliard-støtten til landbruget mens servicesektoren beskæres, organisationers skatte-undragelser, og krigene i Irak og Afghanistan.

Nutopia

D. 1. april 1973 erklærede Lennon og Yoko Ono sig for både ambassadører for ’Nutopia’. Lennon beskrev Nutopia med ordene: ’Nutopia has no land, no boundaries, no passports, only people. Nutopia has no laws other than cosmic. The flag of Nutopia has only one colour: white. Only through surrender and compromise can peace be achieved.’

Nutopia var endnu en måde at kommunikere drømmene om fred, forståelse og kærlighed fra Give Peace A Change, Instant Karma! og Imagine  på. En noget mere inspirerende tænkning end magtsystemets tankesæt – dengang som nu industrisamfundets tankesæt – der er lineært og rationelt. Arbejdende mod ét mål og selvoptaget i opposition til alt, hvad der måtte stå i vejen for at nå det mål. Herunder mennesker, dyr og miljø. Den tænkning er – modsat Lennons intuitive drømmen – ikke nuanceret nok at erkende og opleve altings afhængighed; ikke udviklet nok til indeholde holistisk visdom. Ikke følsom nok til at vide dybt inde, at alt levende på denne klode er indbyrdes afhængige.

Den tænkning, der har bragt os hertil kan, modsat Lennons, formentlig bedst beskrives som ´separatistisk og ekskluderende´: jeg tænker, at jeg er noget separat fra dig; at denne virksomhed er separat fra den anden; at vi danskere er separate fra befolkninger i andre lande; at vi mennesker er separate fra dyr og det omgivende miljø. Det er gold, og følelsesforladt tænkning domineret af fordømmelser, kynisme og frygt. Den tænkning har bragt os til, hvor vi er i dag – en verden på randen af psykisk, økonomisk og miljømæssig undergang.

Hvis vi bare fortsætter med at fremskrive nutiden ud fra vores tænkning fra fortiden, så vil vores fremtid ligne fortiden til forveksling. En mulig definition på sindssyge er, at gøre det samme igen og igen, og alligevel forvente et andet resultat! Menneskeheden har været sindssyg længe nok. Det er tid til ulydighed og drømme.

Allerede i 1971 bad Lennon os ’imagine’. Vi gør det stadigvæk ikke; vi tør det stadigvæk ikke. Du er uendeligt dybt savnet, John Lennon.

Bo Heimann (f. 1971) arbejder som selvstændig konsulent med udvikling af mennesker og organisationer. Han er uddannet journalist fra DJH, forfatter til en række bøger om bevidsthedsudvikling og pt. midt i et MA-studie i Ledelses- og Organisationspsykologi v. AAU.