Det sidste ’normale’ Folketingsvalg

Det sidste ‘normale’ Folketingsvalg

En kritiske masse af mennesker er ved at være nået, for at en ny dagsorden kan rejse sig i Danmark. Åbenbart helt uden at det politiske landskab har opdaget det

Af Bo Heimann,
journalist, forfatter og udviklingskonsulent

Klimaet er alvorligt truet. Milliarder af dyr lider sammen med miljøet under vores måde at opdrætte og transportere dem på. Økonomien skranter alvorligt (ikke kun i Euro-zonen, men også qua den enorme statsgæld i USA og atomulykkerne i Japan) og et nyt verdensomspændende kollaps truer. Fedme- og stressepidemier hærger den vestlige verden, hvor ungdommen for første gang bliver dårligere uddannede end deres forældre. Verden, som vi kender den, knirker og brager med andre ord haltende fremad mod sammenbrud og kollaps.
Og det danske politiske landskab? Aldeles upåvirket. Her fremføres med få undtagelser uforstyrret spin, signalpolitik, ørkesløse økonomiske rundgange og gamle, kortsigtede partistrategiske diskurser som for 25 år siden. Boligpakker, milliardstøtte til det konventionelle landbrug, grænsebomme, skattesager og fokus på vækst som løsning på udfordringerne?
Det er ret beset ansvarsforflygtigelse, og det er ikke kun aldeles forbløffende – det er skæbnesvangert, for vi står overfor enorme udfordringer. Og det haster.
En voksende gruppe af danskere ser til med støt stigende forundring på et politisk landskab, der slet ikke matcher dem på deres refleksioner, nuancer og viden.

Længslen efter dybde
De venter på den politiker, der tør bruge store ord. Der vil tale ophøjet om Livet. Der med passion tør formulere en tvingende nødvendighed i, at vi skifter spor, og anvise en visionær retning. Der er personificerer ’vi’, ’kærlighed’ og ’øko’ frem for ’jeg’, ’angst’ og ’ego’. Der maner til besindighed ift. ’det normale’ med henvisning til, at ’det normale’ netop er årsagen til alle elendighederne nævnt i indledningen.
De ved, at vi har ikke brug for at ’komme igennem krisen’. Men at vi har brug for, at politikere bærer en højere bevidsthed frem, der sikrer, at selve det økonomisk-politiske system ændres. Da muren i Berlin faldt i 1989 var alle enige om, at kommunismen i den kendte form ikke var løsningen på fremtidens udfordring. Det er tid til på samme måde at erkende, at kapitalismen i den nuværende form heller ikke er det.
Vores nuværende tankesæt – industrisamfundets tankesæt – er lineært. Arbejdende mod ét mål og selvoptaget i opposition til alt, hvad der måtte stå i vejen for at nå det mål. Herunder mennesker og miljø. Det er ganske enkelt ikke komplekst og nuanceret nok at forstå, erkende og opleve altings afhængighed – ikke udviklet nok til indeholde holistisk visdom. Ikke beåndet og følsomt nok til at vide dybt inde, at alt levende på kloden er indbyrdes afhængige.
Ude omkring i landet er der – indtil nu nærmest ubemærket af både politikere og medier – ved at være nået en kritisk masse af mennesker, der er klar til at gøre op med en række af samfundets hidtil anerkendte grundstrukturer.

Goldt nytte-økonomisk paradigme
Disse mennesker ser først og fremmest det nytte-økonomiske paradigme, som (næsten) alle politikere taler og handler ud fra, som et grundlæggende problem. Livet, vores følelser og relationer til hinanden og alt andet levende, omsorg, service, kunst, inspiration og skabelse kan og skal ikke masses ind i dette entydigt rationelle-mekanistiske-materielle paradigme.
Iboende dette nytte-økonomiske paradigme er det evige fokus på vækst. Ikke en holistisk vækst inkluderende uddannelse, miljø, sundhed og trivsel/lykke, men en ét-sporet økonomisk vækst uanset konsekvenser. BNP-målestokken for velstand er værdiløs. Bhutans arbejde med GNH (Gross National Happiness) burde inspirere.

Tage Einstein på ordet
’Problemer kan ikke blive løst af det samme niveau af bevidsthed som skabte dem,’ konstaterede Einstein. Spørgsmålet er, om nogen politiker tør tage Einstein på ordet og tænke nyt? Her er nogle bud på, hvad det vil indebære:
* Holistisk vækst skal være vores nye mantra, da vækst for vækstens skyld allerede har vist sin tilintetgørende kraft. Alle offentlige investeringer skal have skarpt fokus på bæredygtighed.
* Bæredygtighed vil vi i det hele taget gøre til det centrale, når vi designer og producerer. Hvis du ikke allerede er bekendt med cradle-to-cradle filosofien, så bliver du det snart. Alt hvad vi belaster kloden med – lige fra fysiske bygninger og varer til måder vi producerer og transporterer dem på – vil blive designet til at indgå i det biologiske kredsløb uden at skade. Store livtag med miljø-, energi- og transportpolitikken står foran os, da vi skal gøre os uafhængige af olie hurtigst muligt (og undervejs skal staten have langt mere af overskuddet fra Nordsøolien).
* Økologi vil være en naturlighed eftersom økologiske fødevarer skaber sundere mennesker, der ikke belaster sundhedsvæsenet lige så meget som usunde mennesker, og samtidigt vil et helt økologisk landbrug være en lise for det hærgede miljø. Det konventionelle landbrug, som vi kender det i dag er en hån mod både dyr, miljø og mennesker. Ambitionen må være et landbrug, der er 100 procent økologisk.
* Vegetarisme bliver næsten-standard, for når vi stopper med at spise kød i dagens mængder, vil vi ikke kun bidrage til at standse fedme-epidemien og reducere mængden af hjerte-kar-sygdomme betragteligt, vi vil også skabe meget bedre forhold for miljøet, da belastningen fra kødproduktion og -transport er helt enorm.
* Bevidsthedsudvikling vil være centralt i uddannelsessystemet, da vi og især kommende generationer må lære at tænke samlende og inkluderende – fx i form af obligatorisk undervisning i psykologi, filosofi, meditation, samarbejdsformer, kreativitet, konfliktløsning, empati og kommunikationsfærdigheder på alle niveauer fra børnehave over folkeskole til universitet.

* Endelig vil vi sætte fokus på børns trivsel, da kommende generationer skal støttes i at skabe en ny verden – derfor skal både arbejdsmarked og børneinstitioner indrettes bedre, så vores børn i højere grad oplever sig set, holdt og elsket af deres forældre (frem for at blive kastet frem og tilbage mellem stressede forældre og overbebyrdede og besparelsesramte pædagoger).

Økonomisk sundt
Et nærmere studier af ovenstående vil afsløre, at denne dagsorden ikke kun gavner klima og miljø og hædrer menneskets værdighed og potentiale for det sammenhængende gode, men også ruster os til internationaliseringen på markedet. Det er med andre ord ikke kun sund åndelig føde, men også økonomisk sundt.
Vi skal ikke ud fra gold vækst konkurrere på ihærdighed og lange arbejdsdage med kineserne, på udenadslære og perfektionisme med inderne eller på stringente metoder og automatisme med japanerne. For slet ikke at glemme, hvad fx vietnamesere, koreanere og mange andre asiater præsterer.
Vi skal derimod, som beskrevet ovenfor, træde skridtet videre. Eller rettere tage det store spring til det levende, holistisk tænkende, kreative og indfølende hele menneske, der som verdensborger tænker samlende og inkluderende, og er viis på sig selv og sit indre liv, og som forstår sig på helheder, forskelligheder, relationer og samarbejdsformer.
Det vil ikke kun være det naturlige næste skridt i vores psykologisk-åndelige udvikling, men også være præcis det, vi vil kunne eksportere med økonomisk fortjeneste for øje.
Vi er mange, der er parate til at støtte op omkring politikeren, der vil tale til og skabe bevidsthed om altings sammenhæng og indbyrdes afhængighed. Det kommende folketingsvalg vil derfor med stor sandsynlighed være det sidste af sin slags.

Bo Heimann er journalist, forfatter og stud. MA Ledelses- og Organisationspsykologi. Han arbejder som selvstændig konsulent med udvikling af individer og organisationer. http://www.boheimann.com

 

Hyldest til Lennon, ulydigheden og drømmene

Hyldest til Lennon, ulydigheden og drømmene

Beatle-John ville have været fyldt 70 år i dag. Han er stærkt savnet – den konformitet, som borgerlige politikere og erhvervsledere er ved at kvæle Danmark i, kalder på hans protester og visionære drømme

Af Bo Heimann

Dette er en hyldest til ulydigheden! En hyldest til dem, der rejser sig og siger fra. En hyldest til dem, der inspirerer med ny idéer og visioner. En hyldest til dem, der tør drømme.

Danmark savner i desperat grad protest og visionære drømme. Den konformitets-kamikaze, som borgerlige politikere og erhvervsledere bedriver i disse år, er ved at kvæle os alle sammen. John Lennon, en at de største ulydige drømmere nogensinde, ville været fyldt 70 år i dag, hvis det ikke havde været for den udåd, som Manden-Hvis-Navn-Vi-Ikke-Vil-Nævne begik den december aften i 1980. Lennons mod til at drømme er stærkt savnet.

 

Født til at drømme

Lennons liv var fra begyndelsen en lang fortælling om ulydighed og visionære drømme. Han blev født i Liverpool, efter sigende midt under ét af Luftwaffes bombardementer. Det første betydende bombe-nedslag i Lennons liv var dog fraværet af faderen Alfred Lennon, der var sømand – han sejlede bogstaveligt talt ind og ud af Lennons liv, inden han forsvandt permanent, da Lennon var fem år.

Det næste bombe-nedslag kom kort efter faderens forsvinden, da Lennons mor – Julia – af familien blev tvunget til at overlade den fem-årige John til sin ældre søster Mimi, hos hvem John voksede op.

Med dén begyndelse på livet var smerten og drømmene om noget bedre sået i Lennon, og Lennons smerte blev kun forværret, da det værste bombe-nedslag kom i 1958, da Lennon som 17-årig mistede sin mor for evigt. Netop som mor og søn for alvor havde fundet hinanden igen, blev Julia kørt ned og dræbt af en fuld bilist.

Lennon oplevelse af rodløshed og isolation var dermed forståeligt nok dybt graveret i ham. På mesterværket Strawberry Fields fra 1967, beskriver han oplevelsen af at være speciel og uden for: ’No one I think is in my tree, I mean it must be high or low. That is… you can’t you know tune in but it’s all right. That is… I think it’s not too bad. Han oplevede sig aldrig, trods mega-berømmelsen, som værende ’inden-for’, men altid på kanten og på en anden frekvens end normalbevidstheden.

Det er blevet frygteligt svært siden Lennons dage at tage den position – systemet i hele vores kulturs tænkning (de herskende narrativer om effektivitet, karrierer, profit og fornuft), der (hjerne?)vasker alle ’normale’ fra barnsben af, er nu så fintmasket, at de færreste slipper igennem. En nutidig Lennon er deprimerende nok nærmest utænkelig.

 

Kreativitet og kritisk tænkning

Med den bagage var Lennon selvsagt ikke noget dydsmønster i skolen – han kunne slet ikke finde sig til rette. I ’Working Class Hero’ – fra Lennons 1970 solo-debut ’JohnLennon/Plastic Ono Band´(rockhistoriens mest sjælerystende album) – konstaterer han: ’ When they’ve tortured and scared you for twenty odd years/Then they expect you to pick a career/When you can’t really function you’re so full of fear/ A working class hero is something to be’.

Nok er der sket meget med skolesystemet, også i Danmark, siden 1950´erne, men en Lennon ville heller ikke velset i dag, hvor krop, bevægelse, sanser og kunstneriske udtryk nedprioriteres om ikke direkte negligeres fra første færd.

Lennon gjorde oprør, hvad de færreste føler for eller tør i dag. Han kom og gik som han lystede, og gennemførte aldrig andet end, hvad der svarer til folkeskoleeksamen (han var dog en læsehest hjemme – har reel læring mon noget med eksistentiel mening og indefra kommende lyst at gøre?).

Her i 2010, hvor både politikere og erhvervsledere skriger efter særegenhed, innovation og kreativitet, er det forbløffende, at de alligevel sørger for fastholde et skolesystem, der fortsat gør sig mange anstrengelser for at dressere og konformisere de nye generationer fra barnsben af (det samme gælder organisationerne i erhvervslivet, hvis navn (organisationer) sladrer om, at de netop er modpolen til diversitet og mangfoldighed – her skal medarbejderne også være rigtig meget ens, for at være gode medarbejdere).

Lennon flygtede. Han tog allerede som 19-årig til Hamburg i 1960, for at spille rock. Guds nåde og trøst til unge danskere, der satser på musik og andre kunstarter i disse år. Kulturskabere er ringeagtede. For slet ikke at tale om at rejse ud. Tiden mellem ungdoms- og videregående uddannelser kaldes som bekendt ’fjumreår’ – meget sigende for systemets holdning. Hvorfor ikke inspirationsår? Hvem kan med overbevisning sige, at vi kun lærer, udvikler os og uddannes i skolesystemet. Det kan kun dem, der vil noget meget konformt med uddannelsessystemet: ensidigt skabe karriere-mindede arbejdstagere og forbrugere.

Lad os med Lennon i mente revurdere idéen om, at vi skal konkurrere med Østen på udenadslære, og lad os i stedet skabe et uddannelsessystem (inkl. det i erhvervslivets organisationer), der sætter fokus på tillid og ansvar (frem for test og kontrol), på tværfaglighed og selvstændighed og på mulighedsorienteret, kreativ idéudvikling, der fremmer individualitet. Det vil hæve landet psykologisk til et helt andet niveau – og det er der i øvrigt god økonomi i.

Lennons sang Working Class Hero er i øvrigt misforstået af de fleste. Lennons pointe var, at det at blive til en ’arbejderklasse helt’ var præcis, hvad systemet gerne ville have. Den vigtigste linie i sangen er den sidste:’ If you want to be a hero/Well just follow me.’

Ydmygelsen i The Beatles

Da Brian Epstein blev The Beatles´ manager i januar 1962, hev han læderjakkerne af beatlerne. Lennon var ikke glad for det. I det hele taget var The Beatles i de første år et arrangement, Lennon var ved at blive kvalt af. I Rolling Stone (jan. 1971) konstaterede han: ’All that business was awful, it was a fuckin’ humiliation. One has to completely humiliate oneself to be what the Beatles were, and that’s what I resent. I didn’t know, I didn’t foresee. It happened bit by bit, gradually, until this complete craziness is surrounding you, and you’re doing exactly what you don’t want to do with people you can’t stand — the people you hated when you were ten.’

Kan frygteligt mange af os ikke relatere til oplevelsen af at miste kontakten indadtil; til oplevelsen af pludselig ikke at kende sin egen sandhed? Kan vi og skal vi blive ved med at svigte os selv?

Lennon gjorde i det stille, hvad han kunne, for at bryde konformiteten i de første Beatles-år. Fx da han i 1963 med den engelske dronning på tilskuerrækkerne introducerede nummeret Twist & Shout med ordene: ’Would those of you in the cheaper seats clap your hands? And the rest of you, if you’ll just rattle your jewelry…’.

Senere, i 1969, tilbageleverede han sin MBE-orden til den engelske dronning med lige dele humor og skarp alvor: ’Your Majesty, I am returning my MBE as a protest against Britain’s involvement in the Nigeria-Biafra thing, against our support of America in Vietnam and against ‘Cold Turkey’ slipping down the charts. With Love, John Lennon.’

Mon ikke en tilbageleveret Ridder-orden også i dag vil tiltrække sig opmærksomhed? Og hvad med en tilbagelevering eller nægtet modtagelse af et kunstfond-legat, en sendetilladelse eller et højtprofileret job? Hvem træder frem?

 

Stoffer og dagdrømme

Lennon begyndte at tage stoffer midt i 1960´erne. Det var formentlig stadig et forsøg på at flygte fra barndommens smerte, men nok også en reaktion på fremmedgørelsen i  The Beatles´ berømmelse og konforme image. Men stofferne gav verden noget at den største musik, der blev skabt i det 20. Århundrede.

Fra og med albummet Rubber Soul – ligesom albummet Help! imponerende nok også fra 1965! – blev det tydeligt at hverken Lennon eller The Beatles kunne fastholdes i det vandkæmmede image. Og året efter på albummet Revolver – nok The Beatles mest helstøbte album – var forvandlingen total. Især den uovertruffne  Tommorow Never Knows er på alle måder inspirerede af Lennons talrige LSD-trips: ’Turn of your mind/Relax and float down stream/It is not dying’. Lay down all thought/Surrender to the void/It is shining/It is shining/That you may see/The meaning of within/It is being/It is being/That love is all/And love is everyone/It is knowing/It is knowing.’

På I´m Only Sleeping hedder det: ’Please don’t wake me, no don’t shake me, Leave me where I am, I’m only sleeping. Everybody seems to think I’m lazy. I don’t mind, I think they’re crazy. Running everywhere at such a speed.Till they find,there’s no need.’

Tænk mindre, lad sindet hvile og tillad dig selv af slappe af! Provokerende i forhold til magtens idéer dengang som nu. Men er sandheden ikke, at vi – og især ledere – er fordummede af travlhed? Er vi ikke lukkede inde i et verdensbillede domineret af for ensidig analytisk tænkning? Har vi som menneskehed ikke brug for at kunne mærke og sanse os selv meget dybere, end vi gør i dag?

Der ligger en gave i langsomheden og dagdrømmene. I dag bliver børn overstimulerede udefra med begivenheder, legetøj og tv-programmer (i et i øvrigt absurd opskruet tempo – hvad sker der DR?), så deres evne til at finde på, se og forestille sig ting og selv kreativt kreere ikke næres og stimuleres. Vi lærer simpelthen ikke at se det, der endnu ikke er. Det er tragisk, for den manglende evne får os til blindt at godtage det eksisterende og gentage fortidens fejl. Det er spild af liv for individet, og det er kritisk for samfundet, der regenerer.

Som et resultat af dagdrømmene og stofferne fulgte mesterværker som Strawberry Fields Forever (feb. 1967) og senere på året Lucy In The Sky With Diamonds, A Day In The Life og  I´m The Walrus. Vi bør lade os inspirere – nok ikke til at tage stoffer, men afgjort til at blive drømmende vilde i vores tænkning.

 

Meditation og sjæle-granskning

Senere vendte Lennon sig først imod meditation og siden psykologi. Hele albummet The Beatles (kendt som The White Album, nov. 1968) blev stort set skrevet i Indien i begyndelsen af 1968 under et meditations-ophold i en ashram i Rishikesh, og Lennons solo-debut ’John Lennon/Plastic Ono Band (dec. 1970) er et direkte resultat af Lennons terapi-forløb hos Arthur ’Primal Scream’ Jarnov.

Hvor revolutionerende ville det ikke være med en politiker med en meditationspraksis! Hvilken kraft ville en erhvervsleder ikke stå med, hvis hun gik passioneret ud med budskabet om, at ’lederskab kommer indefra, vi må lære at lede os selv, før vi leder andre’! Hvilket skift ville ikke kunne initieres, når erhvervsledere og politikere erkender behovet for bevidsthedsudvikling – og sætter gang i obligatorisk undervisning i psykologi, filosofi, meditation, samarbejdsformer, konfliktløsning og kommunikationsfærdigheder på alle niveauer fra folkeskole til universitet.

 

Tid til demonstrationer

Lennon flyttede til New York i 1971, og røg med det samme i FBIs sorte bog, da han valgte at støtte en række sager, der satte lys på social retfærdighed i USA på det tidspunkt. Lennons album Some Time In New York City (marts 1972) er musikalsk set hans karrieres ringeste, men attituden er eviggyldig for den ulydige drømmer: magthavere skal pr. definition udfordres.

Det er så som så med det i Danmark i dag. Medierne er bovlamme, og civile protester nærmest forsvundne. I efteråret 2006 demonstrerede tusindvis forældre dog landet over imod regeringens sparekrav på daginstitutionsområdet. Og den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), kaldte dem for ’socialistiske ballademagere’. Siden fik regeringen vedtaget den såkaldte ’lømmel-pakke’, der er tæt på at gøre det ulovligt at demonstrere i Danmark. Ganske almindelige og fredelige demonstranter bliver nu talt nedlande til af folkevalgte og med lov i hånd tilbageholdt uden grund i timevis. Blot for at demonstrere.

På Imagine-abummet (okt. 1971) snerrer Lennon: ’I’ve had enough of reading things/By neurotic, psychotic, pig-headed politicians/All I want is the truth/Just gimme some truth! Vi kunne godt trænge til, at nogen i dette land rejste sig ulydigt og insisterede på sandheden – fx imod milliard-støtten til landbruget mens servicesektoren beskæres, organisationers skatte-undragelser, og krigene i Irak og Afghanistan.

 

Nutopia

D. 1. april 1973 erklærede Lennon og Yoko Ono sig for både ambassadører for ’Nutopia’. Lennon beskrev Nutopia med ordene: ’Nutopia has no land, no boundaries, no passports, only people. Nutopia has no laws other than cosmic. The flag of Nutopia has only one colour: white. Only through surrender and compromise can peace be achieved.’

Nutopia var endnu en måde at kommunikere drømmene om fred, forståelse og kærlighed fra Give Peace A Change, Instant Karma! og Imagine  på. En noget mere inspirerende tænkning end magtsystemets tankesæt – dengang som nu industrisamfundets tankesæt – der er lineært og rationelt. Arbejdende mod ét mål og selvoptaget i opposition til alt, hvad der måtte stå i vejen for at nå det mål. Herunder mennesker, dyr og miljø. Den tænkning er – modsat Lennons intuitive drømmen – ikke nuanceret nok at erkende og opleve altings afhængighed; ikke udviklet nok til indeholde holistisk visdom. Ikke følsom nok til at vide dybt inde, at alt levende på denne klode er indbyrdes afhængige.

Den tænkning, der har bragt os hertil kan, modsat Lennons, formentlig bedst beskrives som ´separatistisk og ekskluderende´: jeg tænker, at jeg er noget separat fra dig; at denne virksomhed er separat fra den anden; at vi danskere er separate fra befolkninger i andre lande; at vi mennesker er separate fra dyr og det omgivende miljø. Det er gold, og følelsesforladt tænkning domineret af fordømmelser, kynisme og frygt. Den tænkning har bragt os til, hvor vi er i dag – en verden på randen af psykisk, økonomisk og miljømæssig undergang.

Hvis vi bare fortsætter med at fremskrive nutiden ud fra vores tænkning fra fortiden, så vil vores fremtid ligne fortiden til forveksling. En mulig definition på sindssyge er, at gøre det samme igen og igen, og alligevel forvente et andet resultat! Menneskeheden har været sindssyg længe nok. Det er tid til ulydighed og drømme.

Allerede i 1971 bad Lennon os ’imagine’. Vi gør det stadigvæk ikke; vi tør det stadigvæk ikke. Du er uendeligt dybt savnet, John Lennon.

 

Bo Heimann (f. 1971) arbejder som selvstændig konsulent med udvikling af mennesker og organisationer. Han er uddannet journalist fra DJH, forfatter til en række bøger om bevidsthedsudvikling og pt. midt i et MA-studie i Ledelses- og Organisationspsykologi v. AAU.

 

Det store spring fremad

Det store spring fremad

Kan en markedsdrevet, åndløs liberalisme og nationalchauvinisme skabe den fremtid, vi har brug for? Svaret må være nej

Af Bo Heimann, forfatter

Når man står foran et stort spring fremad, så er det naturligt at tage et lille skridt tilbage, for at få bedre tilløb.

Det er i det lys, at Anders Fogh Rasmussens regeringer siden 2001 skal ses. Der har været tale om et skridt tilbage, der på mange måder har været næsten nødvendigt. Men den nødvendighed er nu hastigt ved at udløbe, ligesom Fogh Rasmussens afløsers dage ved magten er det, for en markedsdrevet, åndløs liberalisme og nationalchauvinisme kan ikke skabe den fremtid, vi har brug for.

Inden vi skuer fremad, må vi dog konstatere, selvom det slet ikke er rart at indrømme det, at vi selv bedte om Foghs og støttepartis succes – os kulturrelativistiske, humanistiske internationalister. Vi har selv bedt om det, fordi vi negligerede noget meget fundamentalt: Vi negligerede, at størstedelen af vores omgivelser, det gælder både nationalt og internationalt, hverken er kulturrelativister, humanister eller internationalister.

Arrogant negligering

Vi har levet og tænkt for ensidigt ud fra vores eget verdensbillede, selvom der i blandt os, igen både nationalt og internationalt, er millioner af mennesker, der lever ud fra verdensbilleder, der er båret af meget anderledes værdier.

Dette er post-modernismens grundlæggende fejltagelse: At tro, at resten af verden er som os selv. At tro, at vi kan tale til og behandle resten af verden, som vi selv vil tales til og behandles. At tro, at alle er indstillet på at arbejde for en verden, hvor omsorg og følsomhed vægtes højere end kyniske rationaler, hvor Jordens ressourcer og muligheder bliver ligeligt fordelt, og hvor beslutninger nås via konsensus og forsoning.

Og det er en meget større fejl, end det umiddelbart lyder som om. For det første fordi, vi ikke har respekteret behovet for definerede ståsteder, autoriteter, nationalfølelser og konsekvens. For det andet, fordi vi ikke tidligt nok erkendte, at nogle mennesker er parate til at udnytte vores dialogbaserede og forstående verdensbillede.

Vi har manglet fasthed, evnen til at sige fra og disciplin. Vi har også haft det med at se ned på andre værdisystemer med den dobbelte konsekvens, at vi hverken har taget andre værdisystmers styrker til os eller konfronteret deres svagheder.

En nødvendig streg i sandet, men…

Vi har mestendels holdt os for gode til at få fingrene beskidte. Holdt os for gode til at tage den profitorienteret markedsplads´ styrker til os (det har nærmest været et tabu, men der skal altså tjenes penge), og for gode til at stå ved vores egne behov for autoriteter, traditioner og systemer (og dermed frakendt alle andre behovende). Og vi har holdt os for gode til at konfrontere undertrykkende ideologier og slendrian i den offentlige forvaltning. Regeringerne Anders Fogh Rasmussen har gjort op med mange af disse svagheder – desværre med så grov ideologisk hånd, at bivirkningerne er meget alvorlige:

Udhuling af det offentlige sygehusvæsen (der er ikke længere lige adgang for alle danskere, og sygehusvæsenet er på vej på private hænder); test-og-kontrol-mani i hele den offentlig sektor (nedværdigende og demotiverende for alle implicerede); en miljøskadelig miljøpolitik (der både har medført, at miljøet ikke får det bedre, og at vi ikke længere er førende indenfor alternativ energi), en retspolitik hvor ´hårdere straffe´ er gjort til løsning på alt (stik imod al dokumenteret viden); en uddannelsespolitik med fokus på test og udenadslære (selvom vi skal leve af kreativitet og opfindsomhed); en stigmatisering af danskere med udenlandsk baggrund; og senest afvisningerne af både Ombudsmand og Rigsrevision (direkte skadeligt for demokratiet).

Værdigheden mangler

Karl Marx forudsagde problemerne med liberalismen. Han tog fejl i meget, men havde ret, da han konstaterede, at menneskelige relationer i en liberalistisk verden ville blive druknet i ´den egoistiske beregnings kolde vand´. Han forudsagde, at pengene ville blive vigtigere end værdighed og professionel prestige, hvorfor arbejdskraften, der engang var menneskets adelsmærke, og med til at definere os moralsk, kreativt og selvstændigt, ville blive en vare på linie med enhver anden vare – og derfor miste sin mening.

Aspirationerne for menneskelivet hos regeringspartierne rækker tilsyneladende blot til, at vi skal forstå os selv som arbejdere og forbrugere på markedet. Med sociologens Zygmunt Baumans ord, så handler det om at stræbe efter ´frihed til at være sig selv nok´ og efter ´retten til at forbruge og leve som forbrugere i alle forhold´, hvilket ikke kun forringer vores egen men også andres frihed, fordi det fælles bedste dermed er suspenderet.

En anden filosof, Peter Sloterdijk, har samstemmende sagt, at kapitalismen hviler på idéen om, at ´fred på jord opstår, når alle mennesker er forvandlet til forbrugere´, og kommenterer så, at ´man kan ikke se mennesker som heste, der skal slæbes til truget, men som væsener, der kræver værdighed´.

Den anden hovedstrømning, båret frem af støttepartiet, er en national-chauvinistisk, sekterisk udlægning af kristendommen, der prædiker, at vi ikke skal gøre os forhåbninger om at redde verden. Det er nemlig kun Guds opgave, for kun Gud er skaber. Vi syndige mennesker er de skabte, og vi har ingen anden opgave end at stå ved det uden at bilde os ind, at vi skulle kunne (gen)skabe Paradis. Vi arme syndere kan ikke engang frelse os selv, så hvorfor dog himle op om ´gode gerninger´, ´humanisme´ og ´menneskerettigheder´ (der i parentes bemærket, ifølge præsterne i DF, blot er en totalitær ideologi på linie med kommunismen og nazismen)? Næ, tilbage for os er blot at leve derfra, hvor vi er blevet sat, ud fra blodet i vores årer, ud fra den fædrene jord, ud fra tiden og kulturen, vi lever i.

Liberalismen giver os altså ret til at være os selv og vores enorme forbrug nok, uanset vi krænker fællesskabet, miljø og dyr og den tredje verden. Den skammelige udlægning af kristendommen giver os ret til at være national-chauvinistiske og selvtilstrækkelige.

Det store spring fremad

Om end oppositionen afgjort har en anden politik på afgørende punkter, har den heller ikke gjort sig klart, at en bedre fremtid kræver en grundlæggende anderledes tænkning.

Det er tydeligt, at den økonomiske- og politiske magtstruktur har et efterslæb i forhold til den stærkt voksende vælgerskare, der endnu ganske uorganiseret vender sig imod markedskræfternes åndløshed og skabelse af ulighed, og dens tænknings manglende respekt overfor medmennesker, dyr og miljø.

Der er i dag en endnu organiseret opposition, der hverken kan kaldes traditionel socialistisk eller verdslig, men som bedst kan betegnes som religiøs-humanistisk med en grundlæggende respekt for Livet og alt levende, og med fokus på det bevidste og værdige menneske som verdensborger (religiøs her forstået som aldeles udogmatisk modsat alle kendte religioner).

Det er en opposition, der kræver værdigheden tilbage i både hverdagen og i det politiske liv. Den tror på menneskets potentiale til at række ud over sig selv og egne interesser; den omfavner den respekt og ærbødighed, der bør stå om alt liv og alle individer; den pointerer vigtigheden af, at vi stræber efter at bliver klogere på os selv og hinanden; og vigtigheden af at indlemme visdom, ydmyghed og åndelighed i vores hverdag, og at et fællesskab inden for en lukket kultur eller nation ikke er til gavn for menneskehedens store hele.

* Denne opposition vil derfor først og fremmest sætte fokus på bevidsthedsudvikling – fx i form af obligatorisk undervisning i psykologi, filosofi, meditation, samarbejdsformer, konfliktløsning og kommunikationsfærdigheder på alle niveauer fra børnehave til universitet.

Større bevidsthed, tak!

Det er tid til, at vi erkender, at den eneste sande og varige forandring er den, der kommer indefra. Idag er ingen ledende personligheder i vores økonomiske- og politiske system, der insisterende peger på, at vores samfund er et direkte udtryk for vores indre tilstand; og at vi derfor først må kigge indad, hvis vil vi forandre samfundet med varende virkning.

Den slags er nærmest en provokation for den måde, de fleste af os tænker livet til daglig. Ironien ligger lige for – kom ikke her med den slags navlepilleri! Det vil heldigvis snart ændre sig, men der må ikke gå for lang tid. Derudover, og som en naturlig konsekvens, vil den ny opposition fokusere på:

* Børns trivsel – fx i form af udvidede barselsordninger, så vores børn i højere grad oplever sig set, holdt og elsket af deres forældre (frem for at blive kastet frem og tilbage mellem stressede forældre og besparelsesramte pædagoger).

* Sundhed – fx i form fjernelse af moms på grøntsager og økologiske madvarer, højere moms på slik og alkohol, en times obligatorisk fysisk aktivitet i folkeskolen hver dag, og langt større vægt på alternative metoder og forebyggelse i sundhedssystemet (frem for den symptombehandling, der foregår i dag).

* Miljø – fx i form af bilfri byer og udvidet støtte til økologiske landbrug og initiativer indenfor vedvarende energi.

* Værdighed for alt levende – fx i form af større krav til dyrevelfærd, kønnenes ligestilling, asylansøgeres forhold og kritisk stillingtagen ift. prostitution og pornografi i det offentlige rum.

* Kreativitet og kritisk sans – fx i form af et uddannelsessystem med fokus på tillid og ansvar (frem for test og kontrol), på tværfaglighed og selvstændighed og på mulighedsorienteret, kreativ idéudvikling.

* Mangfoldighed – fx i form af, at integrationen af etniske minoriteter på arbejdsmarkedet bliver.

* Det åbne samfund – fx i form af stor agtpågivenhed mht. retspolitik, der vil indskrænke individets rettigheder og en general åbenhed overfor verden (grundlagt på en forståelse af, at det gode liv kun kan skabes og opretholdes ved ´en solidarisk og fælles indsats…der ikke begrænses af folket, nationen, religionen eller kulturen´ – jvf. Zygmunt Bauman igen).

Økonomisk sundt

Et nærmere studier af ovenstående vil afsløre, at denne dagsorden ikke kun hædrer menneskets værdighed og potentiale for det gode, men også ruster os til internationaliseringen på markedet. Det er med andre ord ikke kun sund åndelig føde, men også økonomisk sundt.

Vi kan ikke konkurrere på ihærdighed og lange arbejdsdage med kineserne, på udenadslære og perfektionisme med inderne eller på stringente metoder og automatisme med japanerne. For slet ikke at glemme, hvad fx vietnamesere, koreanere og mange andre asiater præsterer. Østen er som bekendt foran os på de områder.

Visdommen er, at vi slet ikke forsøge at konkurrere på disse områder – for ihærdighed, udenadslære, perfektionisme og automatisme hører primær industrisamfundet til. De fænomener hverken hører til i vor fremtid eller styrker ikke vores ånd. Det er derfor ikke kun åndeligt bagstræberisk, men også ulogisk i en økonomisk forståelse, at satse på de ting.

Vi skal derimod, som beskrevet ovenfor, træde skridtet videre. Eller rettere taget det store spring til det levende, tænkende, kreative og følende hele menneske, der som verdensborger tager vare på dyr og miljø, er viis på sig selv og sit indre liv, og som forstår sig på forskelligheder, relationer og samarbejdsformer.

Det vil ikke kun være det naturlige næste skridt i vores psykologisk-åndelige udvikling, men også være præcis det, vi vil kunne eksportere med økonomisk fortjeneste for øje.

Kun med udgangspunkt i en respektfuld og ikke-dogmatisk tilbagevenden til opmærksomhed på det indre liv, vil vi kunne etablere de rette forhold til andre mennesker og vores omverden. Det er dette ideal som hverken den materialistiske liberalisme eller den forvrængede nationalistiske version af kristendommen evner at erkende. Og det er dybest set derfor, at selvom regeringen og støtteparti har været et næsten nødvendigt tilbageskridt, ikke kan skabe springet fremad. Tilbage står dog stadig, at oppositionen viser, at den kan.

 

Fogh og Bush

Statsminister Fogh kommer hjem fra endnu et besøg hos George W. Bush, og fortæller at vi virkelig godt ville kunne lide manden, hvis vi lærte ham at kende. Aha. Han fortalte også, at Bush er demokratiets beskytter, fredskaber, miljøaktivist og i øvrigt en stor præsident. Aha.

 

Sundt?

De konservatives sundhedsordfører, Vivi Kier, er bestyrer af fem McDonald´s restauranter. Det er ikke en joke.