”Problemer kan ikke blive løst med det samme niveau af bevidsthed som skabte dem,” konstaterede Einstein. Vi ved godt, at han har ret, men vil ikke tage konsekvensen. Vil vi?

Af Bo Heimann, forfatter og journalist
(bragt i Nyt Aspekt, nov. 2009)

I disse krisetider går vi alle vel egentlig og håber, at alting snart bliver normalt igen. Det er formentlig en fejl. For det er jo det normale, der har bragt os i krise. Og krisen er dyb, for den handler langt fra kun om økonomi. Den handler om vores tænkning; vores værdier.
Måske burde vi i stedet håbe, at ingenting nogensinde bliver normalt igen; at vi i stedet for at komme tilbage til det normale, kommer frem til noget nyt: en højere bevidsthed, der sikrer, at vi aldrig kommer i en lignende krise igen.
”Problemer kan ikke blive løst af det samme niveau af bevidsthed som skabte dem,” konstaterede Einstein. Vi ved godt, at han har ret, men vil ikke erkende rækkevidden af erkendelsen. Vil vi? For rækkevidden vil for alvor ryste os – langt mere end krisen har gjort det. Den vil ryste os i vores verdensbillede. Den vil ryste os i vores selvforståelse. Vi vil opdage, at det vi hidtil har betragtet som normalt er unormalt; at det vi har accepteret reelt er aldeles uacceptabelt.

Separatistisk tænkning
Den tænkning, der har bragt os hertil kan formentlig bedst beskrives som ´separatistisk og ekskluderende´: jeg tænker, at jeg er noget separat fra dig; at denne virksomhed er separat fra den anden; at vi danskere er separate fra befolkninger i andre lande; at vi mennesker er separate fra dyr og det omgivende miljø.
Den tænkning giver os ikke lov til at se os som en del af et større og indbyrdes afhængigt hele, men skaber en verden, hvor vi oplever os adskilt fra andre mennesker og alt andet levende. Det er en tænkning, der appellerer til vores grådighed og bringer os konstant i kamp mod andre.
Den tænkning har bragt os til, hvor vi er i dag – en verden, hvor mange mennesker er syge pga. af enten underernæring, overvægt, stress eller ensomhed; hvor virksomheder hæmningsløst jagter profit; hvor mennesker med baggrund i forskellige kulturer og religiøse opfattelser strides; og hvor dyr og miljø vantrives i sådan en grad, at det er til fare for klodens fortsatte eksistens.

Tage Einstein på ordet
Spørgsmålet er, om vi tør tage Einstein på ordet og tænke nyt? Tør vi omfavne en anderledes tænkning, der ikke er separatistisk og ekskluderende men samlende og inkluderende? Måske er spørgsmålet rettere, om vi tør lade være, for har den ekskluderende og separatistiske tænkning ikke bragt os helt ud til kanten af undergang?
Hvad vil en mere samlende og inkluderende tænkning så egentlig medføre? Her følger en række konkrete forslag:
* Bevidsthedsudvikling vil være grundlaget, da vi og især kommende generationer må lære at tænke samlende og inkluderende. Bevidsthedsudvikling vil vi derfor gøre til en bevidst dagsorden, der gennemtrænger samfundet nedefra – bla. i form af obligatorisk undervisning i psykologi, filosofi, meditation, samarbejdsformer, kreativitet, konfliktløsning og kommunikationsfærdigheder på alle niveauer fra børnehave over folkeskole til universitet.
* Der vil i det hele taget være fokus på børns trivsel, da kommende generationer skal støttes i at skabe en ny verden – derfor vil vi udvide barselsordningerne og normere børneinstitionerne bedre, så vores børn i højere grad oplever sig set, holdt og elsket af deres forældre (frem for at blive kastet frem og tilbage mellem stressede forældre og overbebyrdede og besparelsesramte pædagoger).
* Økologi vil være en naturlighed eftersom en samlende og inkluderende tænkning vil tage grundlæggende vare på sundhed og miljø. Økologiske fødevarer skaber sundere mennesker, der ikke belaster sundhedsvæsenet lige så meget som usunde mennesker, og samtidigt vil et helt økologisk landbrug være en lise for det hærgede miljø. Derfor vil vi fjerne momsen på økologiske varer, og fjerne den offentlige støtte til konventionelt landbrug, der reelt er en hån mod både dyr og miljø.
* Bæredygtighed vil vi i det hele taget gøre til det centrale, når vi designer og producerer. Hvis du ikke allerede er bekendt med cradle-to-cradle filosofien, så bliver du det snart. Alt hvad vi belaster kloden med – lige fra fysiske bygninger og varer til måder vi producerer og transporterer dem på – vil blive designet til at indgå i det biologiske kredsløb uden at skade.
* Vegetarisme bliver standard, for når vi stopper med at spise kød, vil vi ikke kun standse fedme-epidemien og reducere mængden af hjerte-kar-sygdomme betragteligt, vi vil også skabe meget bedre forhold for miljøet, da belastningen fra kødproduktion og -transport er helt enorm.
* Velfærd frem for vækst, er vores nye mantra, da vækst for vækstens skyld allerede har vist sin tilintetgørende kraft. Dette betyder også, at vi igen vil orientere os efter at være borgere i et demokrati, frem for arbejdskraft og forbrugere på en markedsplads, ligesom et sundhedsvæsen for alle og beskatning af aktieudbytter og boliger bliver aktuelle temaer.

Økonomisk sundt
Et nærmere studier af ovenstående vil afsløre, at denne dagsorden ikke kun hædrer menneskets værdighed og potentiale for det sammenhængende gode, men også ruster os til internationaliseringen på markedet. Det er med andre ord ikke kun sund åndelig føde, men også økonomisk sundt.
Vi kan ikke konkurrere på ihærdighed og lange arbejdsdage med kineserne, på udenadslære og perfektionisme med inderne eller på stringente metoder og automatisme med japanerne. For slet ikke at glemme, hvad fx vietnamesere, koreanere og mange andre asiater præsterer. Østen har som bekendt overhalet os på de områder.
Vi skal derimod, som beskrevet ovenfor, træde skridtet videre. Eller rettere taget det store spring til det levende, tænkende, kreative og følende hele menneske, der som verdensborger tænker samlende og inkluderende, og er viis på sig selv og sit indre liv, og som forstår sig på forskelligheder, relationer og samarbejdsformer.
Det vil ikke kun være det naturlige næste skridt i vores psykologisk-åndelige udvikling, men også være præcis det, vi vil kunne eksportere med økonomisk fortjeneste for øje.
Lad os være modige nok til at håbe på, at ingenting bliver normalt igen. Lad os bidrage til, at denne krise bliver anledning til, at en højere bevidsthed om altings sammenhæng og indbyrdes afhængighed bryder frem på alle niveauer i vores samfund.