juli 13, 2011
Nothing to think. Nothing to say. Nothing to do. Just the natural mind. Being. Calm. Stable. Silent. Loving.
My first meeting with Chökyi Nyima Rinpoche was a really fantastic experience. The week retreat at Gomde Denmark with Dzogchen-teaching was splendid. I can´t recommend him or Gomde enough.
http://www.shedrub.org/teacherpage.php?tid=2
maj 21, 2010
Har netop tilbragt tre fantastiske dage i Barcelona med Telefonicá-ledere som co-facilitator på ‘Selv Managing Leadership’ (SML) i regi af Oxford Leadership Academy.
SML er – endelig – en proces, der med fokus på langsomhed og refleksion giver dagens ledere mulighed for at tænke dybere og ikke mindst mærke og sanse!
I en omskiftelig og turbulent verden er det mere end nogensinde vigtigt at have et bevidst forhold til ens formål, værdier og vision – uden den bevidsthed er det umuligt at lede reelt.
SML kører pt. også i SEB Banken og Akzo Nobel – der er grund til optimisme! Forhåbentlig er de også snart en dansk virksomhed, der vil lade deres ledere få tid til at trække vejret og tænke sig om.
Jeg introducerer gerne SML for interesserede!
Bedste hilsner,
Bo
tlf. +45 20 83 85 88
mail@boheimann.com
marts 14, 2010
Fremtidens lederskab handler ikke om management, modeller og værktøjer, men om den, man er. Det handler bogen ’Nærværets kraft’ om
Af Bo Heimann, forfatter, coach og konsulent
Mange af os lever et liv, der bedst kan sammenlignes med et stykke tøj, der bliver hvirvlet lynhurtigt rundt ude langs siderne af vaskemaskinen, når den centrifugerer: Der er fuld fart på, men tomt i midten. Vi er klasket op ad siderne og hvirvles rundt af job, børn, parforhold, ambitioner, faste udgifter og vores evigt skiftende tanker og følelser. Det er spændende, inspirerende og på mange måder også lærerigt. Det er saften og kraften i vores liv.
Men for mange af os betyder det også, at vi er kastet ud i siderne af os selv så at sige. Vi er ikke centrerede og ´i os selv´.
Sandheden er, at kun et fredfyldt sind er fokuseret, kraftfuldt og kreativt. Kun et fredfyldt sind kan skabe positive handlemuligheder, der gavner helheden; kun når vi er fredfyldte, kan vi se klart, træffe de rette valg og leve efter vores formål og værdier.
Det er, når vi taler og handler ud fra et oprørt sind; ud fra ubevidst tanker og overbevisninger; ud fra manglende nærvær, at vi skaber problemer. Nærvær giver dig mulighed for at:
Det er ikke et mål i sig selv at blive stille og langsomme. Slet ikke. Men rigtige og effektive ord og handlinger kommer ud af nærværets ro og klarhed; og manglende nærvær giver anledning til en masse forkerte og ineffektive ord og handlinger. Den afslappede årvågenhed, der kommer ud af nærværet, gør os stille og klare inden i – hvilket gør os i stand til at mærke, sanse og forstå det, der er til stede både i os og uden for os i det givne øjeblik.
Uden nærvær bliver vores ord og handlinger ligesom vores tanker: uovervejede, forvirrede, upræcise, respektløse (overfor for os selv eller den anden), modsatrettede; og er grundlæggende automatikreaktioner uden bevidsthed. Et liv uden nærvær er lig med problemer, angst og kamp.
Nærværende ledelse
Indtil i dag har man i for høj grad om, hvad ledere gør, og hvordan de gør det, og for lidt om, hvem de er og deres indre lederskab.
Fremtidens lederskab handler om det menneske, lederen er – frem for om management, modeller og værktøjer. Derfor bliver det at være nærværende til stede meget vigtigt.
Uden nærvær risikerer vi at være reaktive mennesker, der blot responderer ubevidst og automatisk ud fra fortidens vaner og mønstre. På den måde fastholder vi os selv og andre mennesker i bestemte roller; og de løsninger, vi anser for brugbare, er genbrug fra fortiden, hvorfor vi vil have det med at gentage vores fejl. Som Einstein sagde, så kan vi ikke løse et problem med samme slags tænkning, der skabte problemet. Den pointe skal vi ok snart tage alvorligt.
Bogen ’Nærværets kraft’ giver vejledning til, hvordan man kan arbejde med og finde ind til sit eget nærvær. Den leder læseren gennem øvelser, meditationer og refleksioner. Med udgangspunkt i nærvær, er bogen opdelt i fem A’er:
• Ansvar – Tag ansvar for dit liv
• Accept – Slut fred med fortiden og omfavn nutiden
• Adfærd – Optræd bevidst og assertivt
• Agenda – Erkend det dybeste formål med dit liv
• Action – Sæt handling bag dine ord.
Ud af nærværet, og ved at arbejde bevidst med de fem A´er, dukker sandheden om ens liv op: Hvem og hvad man virkelig er, og hvad man er her for at bidrage med.
Med den viden kan man skabe lederskab i sit liv. Og vel at mærke lederskab af en helt anden karakter end den, der bygger på disciplin, planlægning og strategi. Dette lederskab handler om, at man dybt indefra ved, hvad man gør og siger, og hvorfor. Nærværets kraft gør en i stand til at lede sig selv – og dermed andre.
august 20, 2009
10 dage i stilhed
Deltog hen over sommeren på et 10 dage langt Vipassana-silent retreat med ni timers daglig meditation
En givende oplevelse. Forestil dig ikke at sige et ord ti dage i træk. Forestil dig at blive vækket hver morgen klokken fire, for derefter at bruge ni timer af dagen på at sidde stille i meditation. Forestil dig kun at få to måltider om dagen, og i øvrigt hverken læse, skrive, bruge computer, se tv eller lytte til musik.
Kan du det? Og hvis du kan, tiltaler det dig så at bruge 10 dage i træk på måde? Formentlig ikke. Det tiltaler de færreste. Og det er formentlig som det skal være. Som en klog mand siger det, så er det ikke alle, der skal uddanne sig til læger, og det er ikke alle læger, der skal være speciallæger. På samme måder er det ikke alle, der intensivt skal undersøge sindets natur.
Men nogle skal. Og jeg er åbenbart en af dem. Jeg ved ikke helt hvorfor. Men det er sådan, det er. Og det er derfor, at jeg jævnligt tager på retreats, for i stilhed at meditere mange timer om dagen.
Et 10 dage langt silent retreat med ni timers daglig meditation er hård kost. Især de første dage, hvor hverken sind eller krop er specielt rolige. Faktisk går der – også selvom man har en daglig meditationspraksis hjemme i hverdagen – ofte tre dage, før sindet falder reelt til ro og kroppen ikke længere smerter over at sidde stille ni timer om dage. Og det er først derefter, at det egentlige arbejder begynder.
Arbejdet med virkelig at observere sig selv – se på sine tanker og kropsfornemmelser, se dem rejse sig, se dem opløses igen. Arbejdet med at få direkte oplevelser af, at alting er forgængeligt. Arbejdet med at være med det, der er. Arbejdet med at blive lidt med venlig, for at sige det lidt populært. Venlig over for sig selv. Venlig overfor alt andet levende.
Hvorfor? Fordi der som bekendt er en masse smerte ved ikke at være med det, der er. Måske er følgende definitionen på helvedet: at ønske sig at være en anden end den, man er; at være et andet sted, end der man er; tænkende og følende noget andet, end det man tænker og føler.
Meditation er træning i at være den, man er med de tanker, følelser og kropsfornemmelser, man har – uden at knytte sig til noget af det, uden at have modstand på noget af det. Ingen holden fast. Ingen skubben væk.
Det styrker selvsagt processen at lave det arbejde i stilhed. Det fordyber processen at bruge flere dage i træk uden samtale, læsning og skrivning. Ti dage i træk med ni daglige timers meditation er ikke for alle. Men givende for dem, det er for.
april 13, 2009
maj 25, 2008
”Det er først her på gulvet foran Eckhart i Rishikesh´ friske og klare Himalaya-luft, at jeg for alvor forstår, forstår som i at vide. Jeg sejler ind i stilheden mellem Eckharts ord med visheden om, at enhver klingen til tanker, følelser eller fysiske handlinger griber fat i noget, der blot leder væk fra dét.”
Af Bo Heimann
www.boheimann.com
Den 11. september 2001 vågnede jeg op i Edinburgh, Skotland. Jeg var landet aftenen før, fyldt af glæde over at have 14 dage foran mig, hvor jeg alene kunne nyde højlandets natur – søerne, floderne, bakkerne, dalene, den friske luft og Eckhart Tolles bog, The Power of Now, der var med i rygsækken.
Den forventningsfylde glæde fik selvsagt en noget anden tone, efter at jeg ud på formiddagen – sammen med resten af verden – nærmest gik i chok over billederne af de to faldende tårne. Jeg sad på en pub i timevis og så tårnene falde igen og igen, mens tankerne buldrede løs: Kommer der terroraktioner andre steder? Er alle OK hjemme i Danmark? Udvikler det sig til en decideret verdenskrig? Bliver verdensdelene afskåret fra hinanden? Skal jeg tage hjem igen? Er der overhovedet fly, der flyver?
Ud på dagen stod det mig dog klart: Er der noget terrorister ikke skal, så er det at ændre for meget på vores liv, så jeg fortsatte rejsen som planlagt – og det blev fantastiske 14 dage med bla. et ophold på Findhorn.
Vel hjemme opdagede jeg, at Eckhart afholdte et retreat i Indien i februar 2002, og at der tilmed nu var ledige pladser igen. Der havde ellers været udsolgt næsten inden retreatet blev annonceret, men mange amerikanere valgte nu at blive hjemme. Mit held.
Afsted til Rishikesh ved Ganges bred i Nordindien. Eckharts lære er enkel: Elsk det som er! Det er vores modstand mod virkeligheden, der giver os problemerne, og modstanden kommer som regel af, at vi er optagede af fortiden eller fremtiden. Derfor er nøglen at være til stede her og nu. Kraften ligger i nuet.
Eckhart kommer ind på den lille scene fra højre. Han tager sig god tid til at kigge ud over forsamlingen, inden han bruger endnu længere tid på at få sat sig ned på stolen og arrangeret mikrofonen foran sig. Han tager tilløb flere gange til at sige noget. Former tydeligt læberne om de begyndende ord, men… venter. Og da de blødt udtalte ord så endelig kommer, kommer de som fra det uskyldigste barn, der blot referer sandheden.
Det er ikke Eckhart, der taler. Han er reelt ikke tilstede. Ordene kommer et andet sted fra. Salen er i trance. Mens jeg lytter falder jeg ind imellem ordene og opsluges lidt efter lidt af stilheden og opdager det karakteristisk nok ikke, for sådan er det med det, før jeg falder ud igen, og bevidst registrer hans ord eller hosten eller bevægelser i salen. Eckhart siger igen og igen det, som Lao Tzu sagde for længe siden: Hvis der kan tales om det, så er det ikke Tao, og Eckharts ord opleves vitterlig blot som vejvisere, der peger imod dét, der ikke kan sættes ord på. Hans ord afkræver ikke forståelse, men efterlader åbninger imellem sig, der inviterer til frie fald.
Eckhart er iklædt, hvad der viser sig at være hans foretrukne dresscode: Skjorte med øverste knap lukket, pullover og ulden vest. Det er ikke ret svært at forestille sig ham tusse rundt på fakultetet på Cambridge. Det er noget nørdet over ham i al hans uskyldighed.
Der er ikke tale om en reel undervisning, for de dybeste spirituelle sandheder indeholder ikke information, fakta eller oplevelser. Det er heller ikke det, verden af i dag mangler. Selv i de fattigste og forarmede afkroge af verden er der mere information og viden tilgængelig end, hvad Buddha havde rådighed over. Ord, tekster og belæringer er alligevel ikke Det men blot det, der henviser til Det. Ord er form, og al form er begrænset, hvorfor alle ord peger ud over dem selv, når de forsøger at beskrive Det. Derfor er det en fejl at blive for optaget af ordene, uanset hvor smukke de er, og en fejl at slås imod de mennesker, der identificerer sig med en anden samling ord. Historien viser, at mennesket netop har bebyrdet sig selv på den måde.
Dét er ikke noget, vi kan opnå engang i fremtiden. Dét er i os alle allerede. Vi kan ikke tillægge os ord, viden og analyser, der kan bringe os tættere på Det. Derimod er det vores begrænsede opfattelse af os selv, vores ego, der tror, at det kan forbedre sig selv med ´mere, mere, mere´. Mere viden, flere materielle ting, mere kærlighed, flere spirituelle oplevelser. Egoet er en lang stræben efter mere, en lang rækken ud fremtiden væk fra nu og her.
Dét findes derimod ikke i fremtiden, men nu. Forskellen på mestre og andre er ikke, at mestrene ved en masse mere end andre, men at de ved den vigtigste ting: At være i fred med nuet uanset, hvordan det ser ud. Mesteren møder ikke nuets virkelighed med indre modstand. Det er begyndelsen til enden for egoet, der lever af modstand. Egoet siger nej hele tiden. Det kritiserer og anklager og definerer sig selv ud fra den modstand. Egoet er form. Mesteren kender sig selv på den anden side af formerne og Det kommer ud af overgivelsen til nuet i en accept, hvor der ikke er et behov for mere eller mindre af noget som helst. Det psykologiske behov for ´mere, mere, mere´ er ikke hos mesteren, der omfavner nuet i en velkomst. Overgivelsen er en dyb, tom og kærlig rummelighed.
Ramana Maharshi beskrev vores egentlige natur som glæde. Eckhart siger det samme. Ikke glæden ved former i den ydre verden, men glæden over at være til. Enkelt. Glæde, der kommer ud af at stoppe kampen. Ud af at overgive sig til nuets virkelighed ved at omfavne det, der er. Som en kat er en kat, og som et træ er et træ. Drik når du er tørstig og spis, når du er sulten.
Spisningen på retreatet foregår på gulvet i ashramens spisesal uden bestik. De tykke amerikanere, der var gået i stå med bilen, har dog sikret sig nogle af stolene, der står langs væggene. Fru Roshi synger for og snart flyder munkedrengenes smukke stemmer igennem lokalet, der falder til ro i de ældgamle sanskrit ords vuggen. Maden er i al sin enkelhed formidabel. Og man vænner sig hurtigt til de indledende bønner og at sidde på gulvet og spise med hænderne. Eller de fleste gør. Efterhånden som dagene går, kommer der flere og flere stole langs væggene, mere og mere bestik klirrer mod bliktallerknerne og fru Roshis chants er åbenbart også blevet kommenteret, for de bliver mærkbart kortere. Vesten rykker imperialistisk ind.
Virkeligheden er, hvad den er. Enkel. Det er sjældent, at den er den direkte grund til vores lidelser. Oftest er det vores tanker – de historier, vi væver omkring virkeligheden, der giver os lidelse. Virkeligheden er en lillefingernegl stor perle, som vi væver historier omkring i en sådan grad, at perlen forsvinder.
Jeg går over Shivanand Jhula, og står stille et øjeblik midt på hængebroen med Ganges’ stille brusen under mig. Følger dens årtusindgamle, strømmende vej mod syd, og forestiller mig dens færd forbi Haridwar, Kanpur, Allahabad, Varanasi (den helligste af dem alle) og Patna, for til sidst at ende i deltaet ved Kolkata. Jeg går videre over broen, undslår mig en endnu tigger, mens jeg får fast grund under fødderne, og stikker op ad de stejle trapper til Sivananda-ashramen, og dasker lidt rundt på den mennesketomme gårdsplads helt uden formål. Har mange gange overvejet et yoga-ophold sådan et sted, og bestemmer mig for, måske at gøre alvor af det i den anden store Sivananda-ashram i Indien, der ligger i den sydlige stat Kerela. Jeg går ud og ned ad trapperne igen.
Tænkning er stærkt overvurderet, fortalte en halvblodsindianer mig engang. Eckhart siger det samme. Det kræver en del for det vestlige sind at slappe af i ikke-viden. Men ikke at gøre modstand mod ikke at vide, åbner netop for en større viden, der rækker ud over den intellektuelle viden, hvoraf megen reelt ikke er særlig nødvendig. Accepten af ikke-viden åbner op for visdom. For kreativitet. For dybderne inden i. Vi har så travlt med at vide, med at kategorisere, sætte mærkater på – ´sådan er det!´ – at vi glemmer, at den slags viden aldrig er fyldestgørende, men blot én vinkling af virkeligheden. Intellektuel viden er diskriminerende. Når den ikke slår til, når man ikke ved, og når man ikke har modstand mod ikke at vide, så opstår en åbning – en viden, der åbner for helheden, for oplevelsen af at være en del af helheden. Intellektuel viden bygger derimod på dualisme. Det modsatte af helhed. Det modsatte af kærlighed.
Bliver revet ud af søvnen af et larmende støjinferno. Jeg vågner med et spjæt og sidder pludselig stift op i sengen med øjnene på stilke i mørket og alle muskler spændt. Min puls, der for få sekunder siden sov blødt med omkring 40 slag i minuttet, spæner nu rundt med noget, der føles som 300 dunkende slag. Det gør helt fysisk ondt i brystet. Jeg er mere forvirret end bange over larmen og også lidt i tvivl om, hvor jeg overhovedet er i verden. Der går et stykke tid, før det går op for mig, at jeg er i Indien, og at det er klokker, mængder af klokker, der brager, bimler, triller, klinger og bumler. Klokken er lidt i fem og ashramen genlyder af et monster af et klokkespil!
Hinduerne har den meget pragmatiske holdning, at der ikke rigtig er nogen grund til at bede til guderne, hvis guderne ikke er opmærksomme på det. Så derfor er alle hinduistiske klostre udstyret med klokker. Mange steder er der tale om én enkelt klokke, som en enkelt munk slår lidt på. Klokkespillet i Parmarth Niketan Ashram er derimod mekanisk og består som sagt af mængder af klokker. Jeg kan ikke forestille mig, at en eneste noget sted i ashramen stadigvæk sover. Tør ikke tænke på, hvordan det må være at have værelse længere nede imod klokkehelvedet. Jeg står op.
Mens solen langsomt stiger over Himalayas bjerge og rammer Ganges’ glidende vandoverflade, sidder vi nogle få vesterlændinge med til morgenmeditationen fra klokken fem til seks. De unge munkedrenge er decideret bedårende i deres røde dragter. Morgenluften er kølig og frisk i lungerne, der nydende folder sig modtagende ud, mens bønner og chants på sanskrit blidt nulrer vores ører, inden de glider op under templets loft og videre ud mod bjergene. Morgendisen rækker fangarme ind i det åbne tempel. Jeg har heldigvis taget et tæppe om skuldrene, og kan sidde lunt og dufte til røgelsen, mens jeg forsvinder.
Det er svært at sætte ord på oplevelsen af at være i Eckharts selskab under sådanne stille omstændigheder. Ord kan aldrig dække en oplevelse, en erfaring. Det minder om følelsen af, langsomt at glide ned i lunt vand – den stille udånding af elastisk tid, der trækkes ud i langsommelighed, mens hele ens krop bliver kærtegnet og holdt. Stilheden ånder krop og sind ned i tempo til den hypnotiserende lyd af cikader. Hele dage med meditation, ord fra Eckhart og vegetarmad glider ud i hinanden til en afslappende helhed. Jeg flyder drivende med de lette skyer hen over Himalaya-himlen i selskab med færre tanker og langsommere bevægelser. Mine åndedræt er dybe og rolige i lungerne, der efterhånden får uendelig plads inden i.
Egentlig har jeg vidst det længe, men viden kan være ufatteligt gold og ubrugelig så længe, der ikke er kød og blod på den. Der er et liv til forskel på at vide – vide sådan rent intellektuelt, der har det med at gå i orbit som en ikke-integreret satellit omkring en – og så den viden, der bølger rundt med blodet i kroppen og er en del af en selv. Jeg har vidst det længe, for jeg har læst og forstået Buddha, Ramana Maharsi, Osho, Lao Tzu og de andre, der alle har peget på, at der reelt ikke er noget, vi kan gøre – som i gøren – der kan ´gøre´ os lykkelige.
Kontakten til Det Guddommelige afhænger ikke af handling. Den har intet med anstrengelse at gøre. Men det er først her på gulvet foran Eckhart i Rishikesh´ friske og klare Himalaya-luft, at jeg for alvor forstår, forstår som i at vide. Jeg sejler ind i stilheden mellem Eckharts ord med visheden om, at enhver klingen til tanker, følelser eller fysiske handlinger griber fat i noget, der blot leder væk fra dét, og som derfor per definition står i vejen. Min krop har længe været forsvundet under mig, over mig, ind i mig i meditationen, den blinker med mellemrum tilbage på samme måde som bevidste tanker gør det, for igen at forlade mig, der uberørt bevidner sceneriet.
Eckhart inviterer os op én efter én. Jeg bliver siddende længe, mens køen af folk langsomt bevæger sig forbi mig. Til sidst er køen ganske kort, og jeg når hurtigt frem til den lille mand. Han smiler. Jeg smiler igen. Jeg ser ind i Eckharts blå øjne og ser ikke nogen anden, måske kun mig selv, nej ikke engang mig selv, men blot Livet. Det er fantastisk. Jeg er forelsket og ved, at hverken han eller jeg er involveret. Det har intet med os at gøre. Overgivelsen har intet med personligheder at gøre. Det sete og det seende er én og den same, og det er hverken ham eller mig. Men dét! Det Guddommelig er fra et sted, hvor adskillelse og separation ikke eksisterer. En lyksalig stilhed fylder mig op, og jeg er ved at boble over i et grin. Der er ingenting at sætte spørgsmålstegn ved. Alt er godt. Den Hellige Gral har aldrig været andet end oplevelsen af den rene Væren.
Sidder og spejler mig i Ganges, der glider forbi uden at tage mig med. Ganges spejler sig tilbage i mig, der heller ikke tager noget med. Et spejl viser, hvad der sættes op foran spejlet uden at tilføje noget selv. Klar bevidsthed er som et spejl – en rolig væren, der ikke er eller påvirkes af de ting, der spejler sig i spejlet.
TEKSTEN er et uddrag fra bogen ´OM Shanti´ af Bo Heimann. Læs mere om den og forfatteren på www.boheimann.com
maj 1, 2008
Jeg har i de seneste dage deltaget på Oxford Leadership Academys kursus ´Self Managing Leadership´, der kørte for første gang i Danmark. Endelig en strukturet proces med fokus på selvindsigt og langsomhed, der hjælper erhvervslivets ledere til at lære sig selv bedre at kende.
For er det netop ikke det, der mangler? Ledere med stor selverkendelse? Ledere med et formål, der rækker ud over dem selv og deres virksomhed? Ledere der tager lederskab på helhedens vegne?
marts 4, 2008
Yderligere info på: http://www.boheimann.com
SILENT RETREAT
Tre dage i stilhed – en unik mulighed for ro, fordybelse og klarhed over værdier og mål
27. – 30. marts og 18. – 21. september 2008.
Langebæk Retreatcenter
I årtusinder har mystikere brugt stilheden til at lære sig selv bedre at kende. På dette retreat vil vi på samme måde bruge tre dage til at rejse ind i stilheden, for at få mulighed for at betragte og mærke os selv på nye og dybere niveauer.
Vi vil trække os tilbage fra alle ydre distraktioner og stimulanser på en smukt retreatsted på Sydsjælland. Dette er en radikal metode til at finde ro, fordybelse og klarhed over værdier og mål, som ikke er mulig at opnå hjemme i hverdagslivets kendte omgivelser.
Retreatet er derfor en unik mulighed for møde sig selv: Hvem jeg er? Hvilke historier fortæller jeg om mig selv og verden? Hvad er vigtigt for mig? Hvor er jeg på vej hen?
Vi vil med fokus på langsomhed og stilhed arbejde med guidede meditationer, silent walks i naturen, self inquiry, og med kroppen (yoga), for at afstresse og afslappe den. Vi taler ikke sammen og undgår al øjen- og kropskontakt. Vi fokuserer hver især på vores indre liv, stilheden og afslappelsen.
Bo Heimann's Weblog 